REGION HOVEDSTADEN
RUDERSDAL
Vedligeholdelse af broer
Rudersdal Kommune har afsat 826.000 kroner til renovering og sikring af bæreevne på broer og bygværker i 2017.
Forvaltningen ønsker at bruge årets pulje på betonreparationer på broen over Rolighedsvej/Bakkevej og en tunnel under Byagervej og på reparation af rækværk, skråning og belægning på bro over Kikhanerenden ved Vedbæk Kirke. Dertil kommer reparation af bro på Søllerød Kirkesti samt udarbejdelse af udbudsdokumenter til udbud af renovering af tre vej- og stibroer i Birkerød.
Rudersdal Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen i morgen, hvor det afsatte beløb søges frigivet.
REGION SJÆLLAND
JÆGERSPRIS
Flytning af kloakoplande
Teknisk Udvalg i Frederikssund Kommune godkendte i sommer Tillæg til spildevandsplan 2013-2021: Flytning af kloakoplande ved Møllevej i Jægerspris, men i efteråret erfarede Frederikssund Forsyning, at det planlagte ledningsforløb ikke kunne lade sig gøre på grund af pladsmangel i jorden.
Frederikssund Forsyning har derfor anmodet om at ændre ledningernes placering. Den nye placering af ledningerne, går ind over privat grund, og der er dermed behov for et nyt tillæg til spildevndsplanen for at kunne gennemføre de nødvendige ekspropriationer.
Tillæg til Spildevandsplan 2013-2021: Nyt ledningstracé ved Møllevej i Jægerspris indstilles til godkendelse i Frederikssund Byråd, der har sagen på dagsordenen 1. marts.
KALUNDBORG
Ændring af vejudformning
Kalundborg Forsyning er i øjeblikket i gang med at renovere ledningsnettet gennem Vænget til Havneparken.
Kalundborg Kommune ønsker i den forbindelse at lave nogle ændringer i vejens udformning, så strækningen støtter målsætningerne for de øvrige planer i byen som Spor 2 arbejdet, Bynær Havnepark, Trafiksikkerhedsplan og Cykelstiplan.
Chefen for Vej, Ejendom og Affald indstiller til Teknik- og Miljøudvalget, at der tages beslutning om, at eksisterende anlægspuljer prioriteres til en opgradering af Vænget i forbindelse med Kalundborg Forsynings kloakrenovering.
Teknik- og Miljøudvalget, der har beslutningskompetencen, træffer beslutning i sagen på torsdag.
REGION MIDTJYLLAND
VIBORG
Vintertjeneste
Glatførebekæmpelse og snerydning på de offentlige veje og stier i Viborg Kommune udføres af Park & Vejservice i Viborg Kommune samt en række vognmænd. Vognmændene har 18 kørebaneruter.
Ruterne skal genudbydes i 2017, og Teknik & Miljø anbefaler, at det sker for tre vintersæsoner med option på yderligere én vinter.
Teknisk Udvalg skal tage stilling til anbefalingen i morgen, og ifølge kommunens planer skal udbuddet være gennemført inden 1. juli.
VIBORG
Etablering af cykelsti
Viborg Kommune vil etablere cykelsti og nyt fortov langs vestsiden af Falkevej mellem Holstebrovej og Fasanvej, og der er udarbejdet et skitseforslag, som nu indstilles til godkendelse i Teknisk Udvalg i morgen.
Direktøren for Teknik & Miljø foreslår endvidere, at kommunen indleder ekspropriationssag vedrørende erhvervelse af areal til cykelstien.
Den samlede anlægsudgift for projektet inklusive erstatning for jorderhvervelse er beregnet til 650.000 kroner. Heraf afholder Ejerforeningen Fasanvej 2-12 udgiften på 100.000 kroner vedrørende etablering af holdeplads.
Viborg Kommunes andel til cykelsti og nyt fortov med mere udgør således 550.000 kroner.
AARHUS
Pleje af grønne områder og vintertjeneste
Udbud af pleje af grønne områder og vintertjeneste er på dagsordenen, når Økonomiudvalget i Aarhus Kommune holder møde i dag.
I forlængelse af beslutning i budgetforlig 2017-2020 indstilles det, at der gennemføres et fælles udbud af plejen af grønne områder og vintertjeneste med henblik på at opnå effektiviseringer på området.
Ved at samle udbuddet i et fælles udbud frem for flere små forventes en effektivisering af udbudsprocessen - både for det nærværende udbud af opgaverne og fremover.
ODDER
Etablering af støjskærm
Nodo Arkitekter har fremsendt en anmodning om at etablere en kombiløsning af jordvold og støjskærm på 80 meter i Præstelunden mod Houvej til Odder Kommune.
Forvaltningen indstiller, at anmodningen sendes i 14 dages naboorientering. Såfremt der under naboorienteringen ikke kommer vægtige indsigelser, bemyndiges forvaltningen til at give dispensation til, at der kan etableres en kombineret støjskærm/jordvold.
Miljø- og Teknikudvalget i Odder Kommune ser på sagen den 7. marts.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rudersdal, Jægerspris, Kalundborg, Viborg, Aarhus og Odder