23948sdkhjf

Velkendt hold fortsætter arbejde på skole

For over 10 år siden blev Danmarks første OPP-folkeskole, Vildbjerg Skole, opført. Nu er spaden igen sat i jorden.

Vildbjerg Skole vest for Herning skal om- og tilbygges, og til at stå for arbejderne er et velkendt hold sat i spidsen.

I perioden fra 2005 til 2006 opførte et OPP-selskab bestående af DNB Bank, MT Højgaard og DEAS med rådgiverteamet KHR Arkitekter, Arkitec og Midtconsult A/S skolen, og det er stort set det samme hold, der nu er i gang med om- og tilbygningen.

Der er tale om en tilbygning på 800 kvm, som skal huse den integrerede daginstitution Himmelblå, samt ombygning af 700 kvm.

- Der er sket en udvikling i den pædagogiske tankegang, som gør, at vi i dag bygger daginstitutioner og skoler sammen. På den måde kender børnene allerede rammene, når de går fra børnehave til skole, siger Dorte West, formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune, i en pressemeddelelse om projektet.

Tocifret millionopgave
Hos MT Højgaard er man glad for også at have fået om- og tilbygningsopgaven ind. En opgave til et tocifret millionbeløb, oplyser virksomheden til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

- Vi er rigtig glade for at blive valgt til også at udbygge OPP-skolen. Det er de samme mennesker, der nu går i gang med til- og ombygningen, så vi kender allerede hinanden rigtig godt, siger Niels Bank, projektchef i MT Højgaard.

Til- og ombygningen er et tillæg til den eksisterende OPP-aftale, og byggeriet forventes at stå færdigt den 31. december 2017.

Med OPP-aftalen har Herning Kommune ikke fået en bygning, men lejer en pakke, som består af finansiering samt drift og vedligehold af byggeriet i 30 år. Ejerkredsen består af DNB Bank, pensionskasserne PKA og Sampension samt MT Højgaard.

- Vi er meget glade for at udvide det gode samarbejde med Herning Kommune. I PKA mener vi, at OPP både er til gavn for samfundet og for PKA’s medlemmer, siger Nikolaj Stampe, ejendomschef i PKA.

Vildbjerg Skole

I 2006 stod Vildbjerg Skole færdig som det første OPP-projekt i Danmark, opført af MT Højgaard med rådgiverteamet KHR Arkitekter, Arkitec, Midtconsult A/S.
Fra februar 2017 til december 2017 skal holdet, dog uden KHR Arkitekter, stå for opførelsen af en til- og ombygning af skolen, som et tillæg til den eksisterende OPP-aftale. Bestiller er Herning Kommune og OPP-selskabet er ansvarlig for drift og vedligehold af byggeriet i 30 år, som varetages af DEAS.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135