DAGENS LEDER: Sikkerhed handler om vilje og kultur
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Men når nu sikkerheden er så stor en del i tilbuds- og planlægningsfasen, hvorfor er bygge- og anlægsbranchen så stadig en af de brancher, der er overrepræsenteret i ulykkesstatistikken for arbejdsmiljøulykker? Også når man tager i betragtning, at det er farligere at arbejde på en byggeplads end at sidde på en kontorstol, hvor det værste, der kan ske er, at man stikker sig på et par papirclips.
Det skyldes blandt andet, at der ofte er langt fra de planlægnings- og sikkerhedsprocedurer, som ledelsen i virksomheden udstikker og så den barske virkelighed ude hos folkene på byggepladsen.
Godt og sikkert arbejdsmiljø handler om kommunikation, og det handler om motivation - og så handler det om vilje fra ledelsen og medarbejderne til hele tiden at holde fokus på sikkerheden.
Flere store entreprenørvirksomheder har for længst fået styr på sikkerheden netop ved at øge kommunikationen og fastholde fokus på at gøre arbejdsmiljø til en vigtig del af virksomhedens kultur.
Derfor er det både vigtigt og retfærdigt, at Arbejdstilsynet straffer de virksomheder, som ikke har styr på arbejdsmiljøet. Dels for at forebygge, at medarbejderne kommer til skade, men også fordi det er unfair konkurrence i forhold til de virksomheder, som overholder reglerne.