23948sdkhjf

En skattekiste af viden om landskabet er fremtidssikret

Danske Landskabsarkitekter digitaliserer 90 årgange af Magasinet Landskab - et flashback til 1920
Nu er digitale udgaver af Magasinet Landskab tilgængelige på Danske Landskabsarkitekters hjemmeside.

De repræsenterer en guldgrube af refleksioner og tekster om landskabsarkitekturens udvikling - og fungerer som et inspirationskatalog for fagets fortsatte indflydelse på vores dagligdag.

Det håber formand for Danske Landskabsarkitekter og faglig leder af landskab hos JJW Arkitekter, Susanne Renée Grunkin.

Hun glæder sig over at næsten 100 års landskabsfaglig viden og debat nu er offentligt tilgængeligt.

- I dag spiller landskabsarkitekturen en afgørende samfundsmæssig rolle. Landskabsarkitekter tager vare på de udendørs offentlige rum, siger hun til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Tusindvis af sider
Siden 1920 har landskabsarkitekter, akademikere, journalister og andre fagpersoner skrevet tusindvis af sider om landskabsarkitektur i Magasinet Landskab.

De mange numre af bladet, der oprindeligt hed Havekunst, indeholder en guldgrube af viden og erfaringer, som danner udgangspunkt for hvordan landskabsarkitekter arbejder i dag.

- Landskabsarkitekter bidrager til løsninger af komplekse udfordringer som klimaforandringer, social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. Vi byder ind med faglige holdninger, der kvalificerer politikere og andre beslutningstagere til at træffe de bedste beslutninger i forhold til vores natur, landskaber og byer, siger Susanne Grunkin, og tilføjer, at den særlige del af arkitekturen arbejder på at sikre oplevelseskvaliteter, sundhedsfremmende og rekreative tiltag samt sociale rum og mødesteder i større og mindre byer i hele landet.

- Med den samfundsmæssige udvikling er landskabsarkitekturen muligvis mere relevant end nogensinde før, og magasinet indeholder nøglen til landskabsarkitekternes selvopfattelse, kulturhistorie og identitet. Jeg er glad for at al den viden nu bliver let tilgængelig og forhåbentligt inspirerer til fagets udvikling, siger hun.

Danske Landskabsarkitekter har samlet indholdsfortegnelser fra de forskellige årgange i en pdf, der gør det lettere at orientere sig i de mange tusinde sider og finde de relevante artikler. Derudover er det muligt at søge på nøgleord på tværs af årgangene.

Et flashback til 1920
På Danske Landskabsarkitekters hjemmeside bliver der med jævne mellemrum lagt fortællinger fra arkivet frem som appetitvækkere og inspirationstekster. At tiden, trods alt, var en anden i magasinets første årgang vidner daværende formand for anlægsgartnere, Valdemar Hansens, stemningsfyldte beskrivelse af Dansk Anlægsgartner- Havearkitektforening sommerudflugt anno 1920 om:

"Foreningens motorejende Medlemmer havde stillet Køretøjer til Raadighed. Der startedes Kl. 8 ½ i Hellerup, og Turen gik over Lyngby, gennem Nordsjællands smukke Skove og Hørsholm til Fredensborg, hvor der spistes medbragt Frokost, krydret med enkelte kolde Dramme. Herfra kørtes til Nøddebo, hvor man i Krohaven styrkede sig til den forestaaende Sejltur over Esrom Sø. Medens der ventedes paa Baadene, fordrev man Tiden paa forskellig Maade; en kendt Havearkitekt tilbragte det meste af Tiden med at gaa paa Hænder, en anden kendt Havearkitekt sleb sig en lille Skraber ved den stille Søbred."

Digitalisering er gjort mulig takket være bidrag fra en række fonde. Danske Landskabsarkitekter takker Dreyers Fond, Boyes Fond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Dronning Margrethe & Prins Henriks Fond samt Havekulturfonden for deres økonomiske støtte. Udover hjælp fra fondene har redaktør for Landskab, Annemarie Lund, samt en arbejdsgruppe af frivillige medlemmer lagt kræfter i projektet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093