Regnvandshåndtering er præget af manglende viden
Der mangler viden om den praktiske udførsel og kvalitetskontrol af faskineanlæg, skriver adm. direktør
2
Billeder
Konstruktion af anlæg til lokal afledning af regnvand kræver omfattende viden om materialer og metoder, hvis god funktion på langt sigt skal sikres. (Foto: Byggros)
LAR kan i mange tilfælde bidrage til at aflaste kloaknettet og til at bevare drikkevandsressourcer. LAR er ikke svaret på alle de udfordringer, stigende nedbørsmængder giver samfundet, men har potentiale til at bringe os et stykke ad vejen.
Men det kræver, at vi bærer os rigtigt ad, og det er desværre ikke altid tilfældet.
En del af forklaringen kan være, at et af de mest oplagte og anvendte LAR-initiativer, anlægningen af faskiner, ofte bliver fremstillet som nemme projekter, enhver gør det selv-mand eller entreprenør kan påtage sig.
I princippet er faskiner - nedgravede vanddepoter hvorfra opsamlet regnvand kan sive ned i undergrundens naturlige grundvandsmagasiner - da også enkle. Men deres funktion, især på langt sigt, er helt afhængig af velvalgte materialer og fagligt korrekt udførelse.
Risiko for kort levetid
Der kan sættes et stort spørgsmålstegn ved, hvor længe en del af de nedsivningsanlæg, der anlægges i dag, vil virke.
Min påstand er, at den funktionelle levetid for det typiske faskineanlæg ligger et sted mellem ingenting og nogle få år. Og her taler jeg vel at mærke om moderne faskiner baseret på typisk plastkassetter pakket ind i fiberdug, ikke gammeldags faskiner bestående af store sten væltet ned i et hul.
Problemet er, at der mangler viden om den praktiske udførelse og ikke mindst kvalitetskontrol på de udførte anlæg. For eksempel er det en ret udbredt antagelse, at beskaffenheden af den fiberdug, som plastkassetterne pakkes ind i, er af mindre betydning, og at den frem for alt blot skal sikre, at faskinen ikke fyldes med materiale udefra. Den antagelse holder ikke. Tværtimod er fiberdugens egenskaber kritiske for funktionen.
Praktiske udfordringer
Også når plastkassetter anvendes til et andet udbredt LAR-initiativ, etablering af underjordiske forsinkelsesbassiner som alternativ til rørbassiner, er der betydelige praktiske udfordringer. Her erstattes fiberdugen af en tæt membran, som tilpasses og svejses. Kvaliteten af den del af arbejdet kan kun i begrænset omfang testes ved tæthedsprøvning, og ofte er tæthedskravet ikke klart defineret.
Generelt er der brug for grundlæggende ændringer i udførelsesprincipperne for denne type løsninger, og samtidig vil det være en fordel, at der stilles entydige krav til tæthedsprøvning.
Som det er nu, er det min påstand at kun ganske få såkaldt tætte anlæg overholder de myndighedskrav, som ofte ligger til grund for tilladelserne til at anlægge dem.
Hele LAR-området er ungt, og det er naturligt nok, at der kan være usikkerhed om metoder, materialer og praktisk udførelse.
Alligevel bliver der anlagt mange og i en del tilfælde temmelig kostbare, offentligt finansierede LAR-anlæg.
De skal helst vise sig som samfundsmæssigt rentable investeringer, både i miljø- og bæredygtighedsmæssig forstand og ud fra en økonomisk betragtning.
Er de ikke det, risikerer vi at sætte LAR-løsningers troværdighed som værdifulde klima-, miljø- og ressourceinvesteringer over styr.
Artiklen er en del af temaet Debat.
