Politikere flytter fra Christianshavn
Staten har sat gammelt byhus salg. Huset har tidligere fungeret som midlertidige boliger for folketingsmedlemmer
Nu har Folketinget indrettet en anden ejendom til formålet, og derfor har statens ejendomsselskab, Freja, sat ejendommen på Wildersgade til salg for 22 mio. kroner.
- Alle lejligheder har fine moderne køkkener og velholdte plankegulve. Selve ejendommen er også i god stand. Den er blevet passet og plejet gennem alle årene og er stort set indflytningsklar. Et andet stort aktiv er den fine lille gårdhave, der hører med til ejendommen. Her er der næsten sydlandsk stemning med gulkalkede mure og vildtvoksende planter, siger salgsdirektør i Freja ejendomme Jes Rovsing i en pressemeddelelse.
Ni små lejligheder
Ejendommen i Wildersgade har et samlet boligareal på 349 kvm og er delt op i ni små lejligheder på 37-47 kvm. Nogle af lejlighederne er indrettet på dispensation. Således skal tagetagen lægges sammen med de underliggende lejligheder på tredje sal. Præcis hvor mange ændringer, der kan foretages i den fredede ejendom, skal en kommende køber diskutere med såvel Københavns Kommune som Slots- og Kulturstyrelsen, der skal godkende alle ændringer i fredede ejendomme. Folketingspolitikerne er i stedet for Christianshavn nu rykket til en nyrenoveret ejendom bag Glyptoteket, hvor 41 lejligheder stod klar i februar sidste år.