Saltbilerne kører også i den milde vinter
Samlet set brugte Vejdirektoratets saltbiler 3.660 tons salt i løbet af december
Flere gange var Vejdirektoratets vintertjeneste nødt til at kalde saltbilerne ud for at salte vejene, så de var klar til morgentrafikken.
Udkaldene blev foretaget fra Vejdirektoratets vintertjeneste i Aalborg. Her sidder medarbejdere og overvåger statsvejnettet og temperaturudviklingen i døgndrift. Og når der med stor sandsynlighed er udsigt til rim eller frysende våde vejbaner, bliver de vognmænd, der salter vejene for Vejdirektoratet, sendt på gaden med deres saltspredere.
Salter for at undgå rim
Ifølge områdechef hos Vejdirektoratet Charlotte Vithen tror mange, at det ikke er nødvendigt at salte i en mild måned som december. Men der tager de fejl.
- Vi salter naturligvis ikke lige så meget, som i en hård vintermåned med frost og sne, og vi overvejer hvert eneste udkald nøje. Men vi sender saltsprederne på gaden, når temperaturen ligger og vugger lige omkring frysepunktet, samtidig med at der er fugtighed i luften. Så er det vigtigt at salte for at undgå, at der dannes rim, eller at kørebanen fryser til, siger Charlotte Vithen i en pressemeddelelse.
Kaldes ud om natten
Vejdirektoratets vintertjeneste kalder som oftest saltsprederne ud om natten eller i de tidlige morgentimer, så vejene kan være sikre og farbare for morgentrafikanterne.
Men der bliver naturligvis også saltet i løbet af dagen, hvis vejret kræver det.
- Vores mål er at forstyrre trafikken mindst muligt. Derfor prøver vi at få afviklet saltningen, inden morgenpendlerne for alvor dukker op på vejene, og derfor er vores arbejde usynligt for de fleste trafikanter, siger Charlotte Vithen.
Samlet set brugte Vejdirektoratets saltbiler 3.660 tons salt i løbet af december. Det fordelte sig på det, der svarer til syv landsdækkende udkald af saltbilerne i løbet af hele måneden. Eftersom et landsdækkende udkald sender omkring 130 saltbiler på gaderne, betyder det, at Vejdirektoratet havde godt 900 saltspredere ude at køre i december.
Travl november
Til sammenligning blev saltbilerne kaldt på gaden til det, der svarer til 16 landsdækkende udkald i november, da der især i starten af måneden var hårdere vintervejr.
Og det var da ekstraordinært travlt. Men de mange frostnætter og spredte snefald i november øgede behovet for saltning betragteligt mere end normalt.
brahe
Tjek vejene
Du kan følge med i vejenes tilstand på Vejdirektoratets trafikkort (trafikkort.vejdirektoratet.dk) eller vinterapp.
Her kan du blandt andet:
se, hvornår der senest er blevet saltet på statens veje og kommunens veje. For eksempel får vejene på trafikkortet en isblå farve, hvis de er blevet sneryddet eller saltet.
se, om der er glatføre, eller om vejene er normalt farbare
følge saltsprederne og sneplovene via små ikoner, når de kører rundt på vejene
Du kan følge med i vejenes tilstand på Vejdirektoratets trafikkort (trafikkort.vejdirektoratet.dk) eller vinterapp.
Her kan du blandt andet:
se, hvornår der senest er blevet saltet på statens veje og kommunens veje. For eksempel får vejene på trafikkortet en isblå farve, hvis de er blevet sneryddet eller saltet.
se, om der er glatføre, eller om vejene er normalt farbare
følge saltsprederne og sneplovene via små ikoner, når de kører rundt på vejene