København sikrer De Gamles By
Haverne omkring plejecentret skal fremover fungere som et opsamlings- og nedsivningsområde for regnvand fra bygningernes tage
Nu er turen kommet til De Gamles By, der er et område med plejehjem og ældreboliger på Nørrebro. Områdets haver ved plejecentrene Klarahus og Kastanjehusene skal i fremtiden fungere som et stort opsamlings- og nedsivningsområde for regnvand, der strømmer ned fra de omkringliggende bygningers tage. Haverne får således en central rolle i forhold til håndtering af regnvand på Nørrebro.
- Vandet fra tagene bliver ført gennem underjordiske rør eller synlige chausséstensrender ud mod et halv meter dybt, tilplantet regnbed i græsplænen, hvor vandet forsinkes, og siver ned i jorden til grundvandet. Ved skybrud kommer der mere vand, end der kan være i regnbedene, og i stedet for, at vandet strømmer ind i bebyggelsen, løber det ud i en grøft på begge sider af Alleén og der fra videre til kloakken, forklarer civilingeniør i rådgivningsvirksomheden Niras Esben Ravn Iversen.
Særlige regnbede
Der er tale om et såkaldt LAR-projekt – lokal afledning af regnvand – og Niras har stået for beregningerne på projektet, som begynder i løbet af 2017.
For at forberede haverne til at kunne modtage regnvand fra tage og terræn, bliver der foretaget en terrænregulering med regnbede, hvis kanter bliver tilplantet med planter, som både tåler perioder med tørke og perioder med store mængder regn.
I dag består haveområdet ved plejecentrene af græsplæner, terrasser og hække, og formålet med de nye haver er blandt andet, at deres indretning kan anvendes til genoptræning og aktivering af ældre, og på den måde øge livskvaliteten, særligt for plejecentrenes beboere, men også for områdets øvrige brugergrupper, da stierne vil være åbne for offentligheden.
Haverne vil være årstidsvarierede med blomstrende træer, forskellige løgvækster og sommerblomstrende stauder som buske, blomster og krydderurter.
Det nye havekoncept skal blandt andet bevare det bedste fra de nuværende haver og tilføje det nødvendige, og derfor bevares hække, træer og belægninger, som passer ind det nye koncept, så der er beplantning, når haven står færdig til sommer.
Anlægsgartnerfirmaet OKNygaard er valgt som både entreprenør og anlægsgartner på opgaven, der skal stå færdig til juni.
Projektet
• Bygherre: Byggeri København
• Totalrådgiver: SLA A/S
• Landskabsarkitekt: SLA A/S
• Rådgiver: Niras
• Entreprenør: OKNygaard
• Bygherre: Byggeri København
• Totalrådgiver: SLA A/S
• Landskabsarkitekt: SLA A/S
• Rådgiver: Niras
• Entreprenør: OKNygaard