Renovering for de ressourcestærke
Anden etape af renoveringsprojekt i milliardklassen er påbegyndt i Aalborg Øst. Målet er at skabe en ny og levende bydel i boligkvarteret Kildeparken
Nu er anden etape af projektet kommet godt i gang, hvor entreprenørkoncernen MT Højgaard står for en gennemgribende renovering af i alt 15 boligblokke med 176 lejligheder på Ravnkildevej.
- Blokkene på Ravnkildevej skal totalrenoveres, og derfor starter vi forfra med at afrense byggeriet og afmontere facaderne, så vi ender med at stå tilbage med det bærende skelet. Herfra kan vi så bygge alt op fra bunden igen, siger Carsten Nielsen, direktør for MT Højgaard i Aalborg, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at den samlede renovering indebærer både det udvendige med nye murede gavle og skiffer på facaderne, og det indvendige, hvor alle forsyninger i lejlighederne udskiftes.
Lavere energiforbrug
Carsten Nielsen peger på, at byggerier fra sidst i 60’erne er kendetegnet ved, at der stort set ikke har været fokus på energioptimering, som vi har i dag. Derfor er det nødvendigt at skifte både el-, vand- og varmeinstallationer.
- Det giver et markant lavere energiforbrug og et langt bedre indeklima i lejlighederne, siger han.
Ravnkildevej er den anden af tre etaper af Himmerland Boligforenings helhedsplan omfattende i alt 1050 boliger i det såkaldte Kildeparken 2020-projekt. Budgettet for hele renoveringen ventes at løbe op i godt 1,5 mia. kroner - heraf tegner Ravnkildevej sig for knap 400 mio. kroner.
Mangfoldig sammensætning
Når renoveringen er færdig, hvilket forventes at ske i august 2018, vil alle beboere få adgang til det fri med terrasser eller franske altaner. Derudover opdeles lejlighederne nu i flere forskellige størrelser for at tale til en mere mangfoldig beboersammensætning.
Ifølge rådgiverkoncernen COWI, som har udarbejdet helhedsplanen for området, skal renoveringen af Kildeparken forvandle området til ’en ny og levende bydel for ressourcestærke beboere’.
- Franske altaner, grønne sportsarealer, trafik i gaderne og et nyt sundheds- og kvarterhus skal være med til at forbedre image og miljø i det slidte boligkvarter i Aalborg Øst. Håbet er, at området på sigt vil tiltrække flere børnefamilier og erhvervsaktive, fortæller COWI om projektet.
Vandlegepladser og regnhaver
Et andet mål med renoveringsprojektet er at skabe nye grønne rekreative områder i forbindelse med boligerne.
Derudover er vand en essentiel del af projektet, som er blevet støttet af Landsbyggefondens innovationspulje.
Her er en af ambitionerne ifølge COWI at håndtere de stigende regnmængder lokalt på området og bruge vandet til at skabe flere oplevelser og naturlige kvaliteter for områdets beboere og besøgende. Eksempelvis skal der anlægges vandlegepladser og regnhaver til glæde for beboerne.
Stor opbakning fra beboere
Den omfattende opgradering af området og af lejlighederne har mødt stor opbakning, fortæller Ole Nielsen, som er direktør for Himmerlands Boligforening:
- Det overordnede mål med renoveringen af Ravnkildevej har været at gøre området til et mere attraktivt sted at bo - dels med langt mere attraktive boliger og dels med en god kombination af private haver, legepladser og parker til boldspil og hyggelige sammenkomster, siger han.
Ifølge Ole Nielsen har 75 procent af de tidligere beboer har sagt ja til at blive genhuset, og 50 procent af disse har tilkendegivet, at de gerne vil vende tilbage, når de nye lejligheder står klar til indflytning.
- Det er positive tal, som tyder på, at vi gør det rigtige, siger han.
FAKTA: Renovering af Ravnkildevej
Ravnkildevej består af 15 etageblokke med 176 lejligheder, som er ved at blive omdannet fra 60’ernes typiske betonbyggeri til et nutidigt og attraktivt lejlighedskompleks.
Projektet er anden etape af Himmerland Boligforenings helhedsplan for Kildeparken i det østlige Aalborg, der skal skabe en hel ny bydel frem mod 2020.
I alt er der tale om renovering af 1.050 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej i projektet, der samlet går under betegnelsen Kildeparken 2020.
Det samlede budget for renoveringen af afdelingen på Ravnkildevej er omkring 387 mio. kr., mens Kildeparken 2020-projektet som helhed har et budget på godt 1,5 mia. kr.
Arkitekt- og ingeniørvirksomheden Kærsgaard & Andersen (KAAI) er totalrådgiver på projektet.
Ravnkildevej består af 15 etageblokke med 176 lejligheder, som er ved at blive omdannet fra 60’ernes typiske betonbyggeri til et nutidigt og attraktivt lejlighedskompleks.
Projektet er anden etape af Himmerland Boligforenings helhedsplan for Kildeparken i det østlige Aalborg, der skal skabe en hel ny bydel frem mod 2020.
I alt er der tale om renovering af 1.050 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej i projektet, der samlet går under betegnelsen Kildeparken 2020.
Det samlede budget for renoveringen af afdelingen på Ravnkildevej er omkring 387 mio. kr., mens Kildeparken 2020-projektet som helhed har et budget på godt 1,5 mia. kr.
Arkitekt- og ingeniørvirksomheden Kærsgaard & Andersen (KAAI) er totalrådgiver på projektet.