23948sdkhjf

DAGENS LEDER: Uddannelse giver også en bedre bundlinje

Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
I en stadig større konkurrencepræget verden skal bygge- og anlægsvirksomhederne hele tiden finde nye veje til at forbedre ikke bare deres toplinje, men sandelig også bundlinjen.

Effektiviseringer, ændrede arbejdsgange og jagten på flere opgaver er ofte vejen frem, men der er også en "blødere" vej. Et betydelig bedre arbejdsmiljø og uddannelse af medarbejderne skaber ikke bare bedre forhold i virksomhederne, men er også vejen til langt mere engagerede medarbejdere.

I sidste uge modtog entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen A/S Arbejdsmiljøprisen for sin indsats med at skabe bedre trivsel og ikke mindst forebygge stress. Det har skabt en større forståelse for arbejdsgangene på tværs i virksomheden og gjort entreprenøren bedre til at løse sine kerneopgaver.

Og i dagens avis fortæller vi om entreprenørvirksomheden Jakon A/S, hvor et særligt uddannelsesprogram i højere grad skal være med til at forbedre produktiviteten.

Senest har Dansk Byggeri og 3F lanceret den tredje udgave af deres "Bedre Bundlinje"-projekt, hvor blandt andet højere kompetenceniveauer hos ikke bare ledelsen, men også de ansatte er i fokus.

Så virksomhederne glemmer forhåbentlig ikke hverken uddannelse og arbejdsmiljøet i jagten på en bedre produktivitet. For selv om efteruddannelse af medarbejdere kan være en nem måde at opnå besparelser, er det set i et længere perspektiv ofte ikke den rette vej at gå. For kompetente ansatte skaber unægtelig også en større gejst, bedre trivsel og derigennem måske en større forståelse for opgaven - det hele til glæde for bundlinjen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11