Ministeren ønsker mere kontrol
Nye krav om gennemsyn af tekniske installationer i nybyggerier fra næste år
Det følger af et nyt krav, som styrelsen indfører i Bygningsreglementet. Hensigten er at sikre, at de krav, som stat, kommune og private bygherrer stiller til tekniske installationer rent faktisk også bliver overholdt, når byggeriet er færdigt. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder blandt andet, at man vil kontrollere, om ventilationssystemer lever op til det energiforbrug og luftskifte, som de skal. Som et andet eksempel vil man fremover skulle kontrollere, at styringen i møderum reagerer efter hensigten, så temperatur og ventilation reguleres efter, hvor mange mennesker der er i rummet.
Krav overholdes ikke
Når afprøvningen er gennemført, skal dokumen- tation herfor foreligge i byggesagen. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt glæder sig over styrelsens planer:
- Helt naturligt har vi igennem mange år haft fokus på at stille de rette krav til byggeriet. Vi har eksempelvis stillet krav til energiforbruget. Jeg hører dog ofte, at kravene ikke efterleves i det færdige byggeri, og det betyder jo, at både offentlige og private bygherrer ender med bygninger, hvor eksempelvis energiforbruget er højere end forventet og med installationer, der ikke virker efter hensigten.
Bygningsreglementet indeholder allerede en række krav til indregulering og eftervisning af anlæggenes ydeevne. Der er dog mange bygherrer, der oplever ringe ydeevne af installationerne efter ibrugtagning, ifølge ministeriet. Det tyder på, at kravene ikke altid følges i praksis.
- Jeg synes, at det er meget positivt, at Trafik- og Byggestyrelsen indfører et klart krav om afprøvning af bygningers tekniske installationer. Både fordi de tekniske installationer fremover kommer til at betyde endnu mere, end de gør i dag, og fordi det simpelthen ikke nytter noget, at vi opstiller krav, som ikke bliver fulgt i praksis, siger Hans Christian Schmidt.
Installationsvirksomhederne er positive over for tiltaget .
Munk