23948sdkhjf

ONV Arkitekter vinder Danish Wood Award

Tegnestuen hædres for sit sociale boligbyggeri med træ som et dominerende materiale
Den 17. november blev vinderen af Danish Wood Award 2016 afsløret.

Prisen gik til arkitekt MAA Søren Rasmussen, indehaver af ONV Arkitekter, der var nomineret sammen med Vandkunsten og Falko Arkitekter.

- ONV udviser en beundringsværdig social ansvarlighed i kombination med smukke løsninger i træ. Den høje grad af industrialisering gør det billigt at bygge i træ, og dermed er ONV’s projekter bæredygtige både socialt, miljømæssigt og økonomisk, siger Mikael Koch, der er formand for priskomiteen og direktør i Træinformation.

Siden Søren Rasmussen stiftede ONV Arkitekter i 2000, har han været drevet af passionen for arkitektur og en stor empati for de mennesker, der skal bo i arkitekturen. Det har resulteret i modulløsninger til socialt boligbyggeri, der giver velfungerende og æstetiske boliger til en lav pris.

- Vi er optaget af at lave billige typehuse, boliger og børnehaver i god kvalitet, og det er skønt, at det bliver værdsat, for hverdagsarkitekturen er absolut værd at kere sig om, siger Søren Rasmussen.

ONV Arkitekter fik tidligere i år stor opmærksomhed for sit koncept "Venligbolig", der gør det muligt for almindelige danskere at invitere flygtninge til at bo i forhaven, i boligforeningens gård eller på tomme grundstykker.

Træ er et fantastisk materiale

Danish Wood Award er en pris, der hylder træarkitektur, og der er flere grunde til, at ONV primært designer byggeri med konstruktioner af træ:

- Træ er på alle leder et fantastisk materiale. Det er bæredygtigt, nemt at forarbejde og ikke mindst billigt - og hvis det bliver brugt rigtigt, patinerer det også enormt smukt. Træ har en varme, en glød og en originalitet, som andre materialer har svært ved at hamle op med, siger Søren Rasmussen og uddyber:

- Når folk ser vores typehuse, der oftest er træbeklædte, siger de: ’Nej, det var da et dejligt træhus’, men de ville ikke reagere på samme måde, hvis samme hus var støbt i beton. På den måde er træet en fantastisk formidler af moderne arkitektur, der blødgør hjerte, sind og øjne.

Danish Wood Award
Træbranchens arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år og er en af Danmarks ældste og mest prestigefyldte arkitekturpriser.
Prisen er på 100.000 kroner og hædrer en tegnestue, der har udvist store kunstneriske kvalifikationer, teknisk dygtighed og overbevisende anvendelse af træ.
Vinderen udvælges af en uvildig komité, som består af formand Mikael Koch, arkitekt MAA og direktør i Træinformation; Dorthe Mandrup, arkitekt MAA og ejer af Dorthe Mandrup Arkitekter; Anna Maria Indrio, arkitekt MAA og partner i Norrøn samt Anders Brix, arkitekt MAA og professor på Kunstakademiets Arkitektskole.
Prisen er støttet af Træinformation, Danske Byggecentre og Træsektionen i Dansk Byggeri.
Læs mere på traeprisen.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143