23948sdkhjf

Nyt hus hæver barren for miljørigtigt boligdesign

Lavenergihus ved Herning er opført med en udvendig beklædning af kork
Normalt forbinder man kork med vinpropper, men i byggerier er det mindre kendt.

Nu har en husejer fra Gødstrup ved Herning taget brugen af kork skridtet videre og har beklædt deres nyopførte, diamantformede villa med en korkfacade.

Facadeløsningen er udført med ekspanderede korkplader og bidrager til at hæve barren for miljørigtigt boligdesign. Først og fremmest fordi kork optager mere CO2 i sin levetid, end det kræver at producere og transportere det. Samtidig virker materialet varmeisolerende og mindsker dermed energiforbruget, ligesom det er 100 procent genanvendeligt og indgår fuldt ud i naturens eget kredsløb.

Grønne ambitioner

- Kork er ikke bare det nye sort, det er det nye grønt! Det er et bæredygtigt materiale, der minimerer miljøbelastningen og hverken indeholder kemikalier eller afgiver giftige stoffer. Det er langtidsholdbart og kan samtidig genbruges som eksempelvis nye byggeprodukter efter endt levetid, forklarer Peter Fuglsang, der ejer den nyopførte villa, i en pressemeddelelse.

Det 250 kvm store lavenergihus er opført med energi og miljø som væsentlige designparametre. Hovedparten af byggematerialerne - lige fra tagets strømproducerende solceller til tre-lagsvinduerne og de højisolerede vægge - understøtter derfor bygningens energiperformance. De grønne ambitioner satte også deres præg på byggeprocessen, hvor alt affald blev nøje sorteret inden levering til genbrugspladsen.

Teknisk designer Charles Damholt har ageret rådgiver ved opførelsen af huset. Ifølge ham er hovedparten af husets materialer og konstruktionstyper nøje udvalgt på baggrund af deres miljømæssige egenskaber - en tendens, der har vind i sejlende, og som vil bane vejen for anvendelsen af kork.

- Byggerier med en udpræget grøn profil vinder udbredelse. Der er derfor ingen tvivl om, at branchens - herunder især bygherrens - interesse for kork vil stige. Dels på grund af materialets generelle egenskaber, men i høj grad også for de mulige point, som korken kan bidrage med i projekter, hvor bæredygtighed udgør en væsentlig faktor, siger Charles Damholt.

Meget lidt vedligeholdelse

Da Gødstrup er et sommerhusområde, dikterede lokalplanen, at huset skulle beklædes med træfacade. At valget faldt på en innovativ korkbeklædning frem for en traditionel træfacade skyldes ikke mindst korkens egenskaber, hvad angår robusthed og vedligehold.

- Kork er resistent over for vejrliget, blandt andet fordi materialet skaber en termisk forsinkelse, som virker dæmpende på frostindtrængninger. Materialet er samtidig modstandsdygtigt over for snavs, hvilket mindsker risikoen for bakterieangreb og skimmelsvamp, siger Peter Fuglsang.

Derudover patinerer facader bestående af kork på samme naturlige måde som facader i hårdttræ. Men modsat træ er korkfacaden så godt som vedligeholdelsesfri.

brahe
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094