23948sdkhjf

Nørrebro-projekt er Nordens bedste

Byudviklingskonkurrencen Nordic Built Cities Challenge er vundet af projektet Nørrebrosjælen, der skal forbedre livskvaliteten for hele Indre Nørrebro
DR’s koncerthus dannede rammen, da det københavnske klimasikrings- og byudviklingsprojekt Nørrebrosjælen torsdag aften blev kåret som vinder af Nordic Built Cities Challenge.

Projektet er udarbejdet af SLA i spidsen for et tværnordisk team, der også tæller Rambøll, ArkiLab, Den Nationale Platform for Gadeidræt, Aydin Soei, Social Action og Saunders Architecture.

Ifølge Stig L. Andersson, partner og designdirektør i SLA, er tanken med Nørrebrosjælen at skabe et projekt, der forbedrer livskvaliteten for hele Indre Nørrebro ved hjælp af naturbaserede designløsninger.

- Vores løsning bygger på at skabe en robust bynatur, der både løser det konkrete problem med at håndtere skybrud, så vi undgår oversvømmelse, og samtidig skaber en række nye og sammenhængende byrum, siger Stig L. Andersson.

Unikt projekt

Medlem af den internationale jury i konkurrencen, den internationalt anerkendte canadiske byplanlægger og tidligere byplanschef i Vancouver, Larry Beasley, siger om valget af Nørrebrosjælen:

- Nørrebrosjælen viser en på en ganske unik måde og på et meget højt internationalt niveau, hvordan man - hvis man tænker innovativt - kan integrere tekniske klimaløsninger med byudvikling, der skaber nye muligheder for at bruge byens rum.

- Jeg er særlig imponeret af, hvordan Nørrebrosjælen arbejder med multifunktionalitet. Løsningen skaber nye rum og pladser, som kan bruges til kreativ udfoldelse for børn og voksne, men i tilfælde med ekstremt vejr kan omdannes til blandt andet fritliggende overstrømskanaler, der leder overskudsvandet væk fra området.

Finansiering ikke på plads

Nørrebrosjælen eksisterer endnu kun på papiret. Projektet, der skitserer en fuld løsning i forhold til skybrudssikring med tilhørende grønne byrum, skal først behandles politisk, inden det kan blive til virkelighed.

Det samlede anlægsprojekt har en anslået værdi af 120-140 millioner kroner, hvoraf 76,9 millioner kroner er takstfinansieret gennem Hovedstadens Forsyning. De resterende millioner skal finansieres politisk i Københavns Kommunes budget, hvis projektet skal fuldføres i sin nuværende form.

Som nordisk vinder af the Nordic Built Cities Challenge modtager temaet bag Nørrebrosjælen 500.000 norske kroner til at arbejde videre på løsningen. Desuden får vinderteamet mulighed for, sammen med Københavns Kommune, at præsentere projektet ved en række internationale konferencer med fokus på bæredygtighed og byudvikling.

Nørrebrosjælen skal blandt andet præsenteres ved FN’s Klimakonference COP 22 i Marrakech og ved en konference i Mexico City i bynetværket C40, der samler verdens største byer i kampen mod klimaforandringer.

I alt 148 løsningsforslag fordelt på byudviklingsprojekter i København, Oslo, Malmø, Kopavogur, Espoo og Runavík har deltaget i Nordic Built Challenge. Heraf blev der fundet én vinder til hvert af de seks projekter, og disse vindere gik videre til den fællesnordiske finale.

Fakta om vinderprojektet
Nørrebrosjælen er et nyskabende bud på, hvordan man bedst skybrudssikrer området omkring Hans Tavsens Park og Korsgade på en måde, der samtidig matcher borgernes hverdagsliv. Parken skal kunne opsamle store mængder regnvand, når der kommer skybrud. Derfra skal vandet ledes gennem Korsgade og ud i Peblingesøen.

Vinderforslaget er udviklet i tæt dialog med områdets beboere og viser, hvordan store mængder regnvand kan blive opsamlet i Hans Tavsens Park, ledt forbi Blågård Skole, ned ad Korsgade og ud i Peblingesøen. Der er lagt op til, at en ny terrænbearbejdning vil skabe nye ”skåle” og biotoper i parken, og at vandet i Korsgade åbent vil løbe i en rende. I forslaget får vandet altså en synlig funktion, bidrager til vanding og forbedrer mikroklimaet på den varme solside af gaden.

Løsningsforslaget tilstræber desuden maksimal biologisk vandrensning samt lokal opsamling og brug af vandet, og åbner derudover for nye oplevelser og aktivitetsmuligheder, både i de eksisterende byrum og i nye biotoper.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141