Kloakfirma stiller gerne op til krav om dokumentation
Vesthimmerlandsk kloak- og TV-inspektionsfirma møder jævnligt krav fra kunderne om certificering
Her er firmaets TV-operatører certificerede, ligesom firmaet også er det. Og det er der en grund til, nemlig at kunderne gerne ser det. Firmaet udfører blandt andet en del TV-inspektioner for Vesthimmerland Kommune, og her har man ifølge firmaets direktør og indehaver, Niels Rüsz indset, at det er langt nemmere at få den rigtige dokumentation fra et firma, der er certificeret.
Kommunen bekræfter
At det er sådan, bekræfter bygningskonstruktør i Vesthimmerlands Kommunes tekniske afdeling, Henrik Lomholt over for Licitationen - Byggeriets Dagblad:
- Det er helt rigtigt, at jeg langt foretrækker et certificeret firma fremfor et, der ikke er. Vi bruger dog også firmaer, der ikke har et certifikat, men i alt overvejende grad ser vi helst, at TV-inspektionen er certificeret. Det gør vi, fordi så ved vi, at der bliver taget ejerskab til opgaven, og når de har et certifikat, så skal de jo bagud i systemet stå til regnskab i stikprøvekontroller med videre. Tillige ved vi jo, at de har den rette uddannelse til at udføre opgaven rigtigt, siger han.
Han ser gerne, at det blev et krav, at kloakken skulle være en del af tilstandsrapporten:
Det vil gøre, at hver gang der bliver lavet en inspektion, så kan vi få opdateret tegningsmaterialet og tilstanden. Samlet set ville det give et langt bedre kloaknet, og folk ville ikke købe katten i sækken, når de handlede hus, siger han.
Certifikat hjælper
Hos NR Kloak & Beton mener Niels Rüsz, at en certificering er blevet et konkurrenceparameter. Han kan dog ikke helt genkende billedet af, at mange flere potentielle købere via deres rådgivere stiller spørgsmål om en kloakrapport, eller spørger til tilstanden i stikledningen:
- Det har måske noget at gøre med, at ejendomsmæglerne dysser den del af en potentiel hushandel lidt ned. Det man ikke ser, tænker man ikke så meget over, siger han.
Firmaet har travlt og mangler faktisk 2-3 mand til blandt andet at udføre TV-inspektioner.
Firmaet beskæftiger 10 medarbejdere, fem der arbejder med beton og fem i kloakafdelingen. Heraf har to mand certificering til TV-inspektion, og yderligere en mand er på vej mod et certifikat.