23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Aarhus Vand og Nordicom
Aarhus Vand

Adm. direktør i Aarhus Vand Lars Schrøder fylder 60 år i dag mandag den 10. oktober.

Lars Schrøder tog realeksamen fra Elise Smiths Skole i Aarhus og studentereksamen fra Risskov Amtsgymnasium. I 1980 blev han uddannet som teknikumingeniør fra Ingeniørskolen i Horsens. Efter aftjent værnepligt blev han i 1981 ansat som ingeniør i Dansk Vandteknisk Forening (i dag Danva), hvor han blandt andet deltog i rådgivning af foreningens medlemmer, og hvor han var leder af foreningens kursusvirksomhed.

Fra 1985 - 1989 var han ansat i Cowi Consults miljøafdeling, hvor han blandt andet beskæftigede sig med ledelse samt vandforsyningsplanlægning i Aarhus.

Fra 1989 - 1991 var han ansat som ingeniør hos teknikentreprenøren Kemp & Lauritsen i Holme.

Lars Schrøder kom til Aarhus Vand, der dengang hed Århus Kommunale Værker, den 1. april 1991, hvor han blev ansat som leder af vandforsyningens driftsfunktion.

Den 1. september 2003 blev han ansat som vandchef ved Aarhus Kommunale Værker - og dermed som leder af Vandforsyningen. I 2006 samledes vand og spildevand i en ny forvaltning med Lars Schrøder som forvaltningschef. I 2010 blev vandselskabet skilt ud fra kommunen og omdannet til aktieselskabet Aarhus Vand med Lars Schrøder som adm. direktør.

Han viste tidligt i sin karriere interesse og flair for ledelse og har løbende dygtiggjort sig. Senest har han taget en MBA i forandringsledelse på Aarhus Universitet.

Som ingeniør med baggrund i den kommunale forvaltning følte han et behov for at vide noget mere om, hvordan man gør, når man skal forandre og udvikle en virksomhed så radikalt, som det er tilfældet med Aarhus Vand.

Derudover har han skabt et stort netværk blandt andet gennem sit engagement på uddannelsesområdet som medlem af Ingeniøruddannelsernes landsdækkende censorkorps, som rådsformand i den danske brancheforening Danva, som formand for Innovationsnetværket Vand i Byer og er kommissionsmedlem i Eureau, der en organisation for de europæiske vandforeninger og repræsenterer vandselskabernes interesser i Bruxelles.

Han er desuden bestyrelsesmedlem i Danmarks Grønne Investeringsfond, bestyrelsesmedlem i Shared A/S, og medlem af afsætningspanelet ved Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.

Nordicom

Ejendomsselskabet Nordicom har fået ny bestyrelse på en ekstraordinær generalforsamling.

Som medlemmer af bestyrelsen valgte generalforsamlingen Pradeep Pattem, Lars-Andreas Nilsen, Anita Kamal, Ohene Kwapong og Hallur Thordarson. Ved samme lejlighed udtrådte de generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer Allan Andersen, Michael Vad Petersen og Mette Lis Andersen, som havde meddelt, at de ikke genopstillede til valg af bestyrelsen.

Pradeep Pattem er ny formand og Hallur Thordarson er ny næstformand.

Ændringerne i bestyrelsen skyldes en restrukturering af selskabet, der er blevet overtaget af investeringsselskabet Park Street Asset Management Limited.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219