Nyt projekt skal lokke flere unge på erhvervsskole
Virksomhedsbesøg skal få flere folkeskoleelever til at søge uddannelser inden for bygge- og anlægsbranchen. Det er en del af et treårigt projekt fra Dansk Byggeri
Dansk Arbejdsgiverforening vurderer, at Danmark i 2025 vil mangle 60.000 faglærte, herunder 14.000 i bygge- og anlægsbranchen. Erhvervsorganisationen Dansk Byggeri lancerer nu en ny strategi, der skal give flere unge lyst til at vælge en karriere i byggebranchen frem for studenterhuen på gymnasiet.
"I fremtiden stiger efterspørgslen på faglært arbejdskraft, og derfor har vi valgt at starte dette projekt op, der tager udgangspunkt i partnerskabsaftaler, som vi har haft succes med tidligere", forklarer Louise Pihl, underdirektør i Dansk Byggeri.
Virksomhedsbesøg
Overordnet er der to ben i den nye strategi. For det første vil organisationen oprette en virksomhedsbank med 300 virksomheder fra bygge- og anlægsbranchen.
Den skal fungere på den måde, at Dansk Byggeri matcher skoler og virksomheder. Herefter kan skoler rundt om i landet gå ind og se, hvilke virksomheder der er tilmeldt i deres lokalområde samt indhente kontaktoplysningerne på dem, så de sammen kan arrangere et besøg i virksomhederne.
"Tanken er, at de skal få nogle oplevelser fra byggefagene, så de tænker, at det kunne være fedt og spændende at arbejde i branchen. Det kan tiltrække de unge, der ikke er i berøring med faget gennem familie og venner", siger Louise Pihl.
Virksomhedsbanken forventes klar i foråret 2017.
Alliance med kommuner
Den anden del af projektet er et øget fokus på at skaffe flere partnerskabsaftaler med danske kommuner.
En partnerskabsaftale er et samarbejde mellem virksomheder i Dansk Byggeri, erhvervsskoler og kommuner, der har til formål at sikre praktikpladser i bygge- og anlægsbranchen. Det er et alternativ til uddannelsesaftaler.
I øjeblikket har Dansk Byggeri en partnerskabsaftale med 41 kommuner. Målet er 50 i 2019.
Læs også dagens debat.