23948sdkhjf

Direktør forlader Brøndum

Også bestyrelsesformanden træder tilbage hos teknikentreprenøren.
Otte årtiers familieledelse af Brøndum lakker mod enden. Asger Brøndum fratrådte fredag som administrerende direktør for Brøndum A/S, og med udgangen af september træder hans far, Frank Brøndum, tilbage fra posten for formand for bestyrelsen.

”Den korte version er, at det er et generationsskifte, som ikke er lykkedes,” siger Asger Brøndum til Licitationen - Byggeriets Dagblad om baggrunden for, at han sidste fredag blev afløst på posten som direktør af Jes Gravgaard Jensen, der har siddet i virksomhedens bestyrelse siden september sidste år.

Planer kunne ikke realiseres
Allerede i foråret iværksatte Frank og Asger Brøndum en proces, der havde til formål at gennemføre et generationsskifte i toppen af bestyrelsen hos Brøndum A/S. Torben Bjerre-Madsen blev kørt i stilling som ny bestyrelsesformand, og det er derfor planen, at han afløser Frank Brøndum på selskabets generalforsamling den 30. september.

Det var til gengæld ikke en del af planen, at den i dag 52-årige Asger Brøndum skulle stoppe som direktør i selskabet inden da. Asger Brøndum betoner, at forløbet er sket ”uden dramatik”, men han ønsker ikke at kaste yderligere lys over, hvorfor han nu har forladt den direktørstol, som han overtog fra faderen i 2004.

”Efter generationsskiftet med Torben (Bjerre-Madsen, red.) i bestyrelsen skulle der ske et ejerskifte i familien. Men den del kom ikke på plads, fordi der var nogle planer, som viste sig ikke at være realiserbare, og derfor bliver det sådan her,” konstaterer han.

Ukendte fremtidsplaner
Med Asger Brøndums fratrædelse som direktør og Frank Brøndums forestående afgang som formand for bestyrelsen, står Brøndum-familien altså om få dage helt uden for den daglige drift i det selskab, som Asger Brøndums farfar, Axel Brøndum, grundlagde i 1943. Frank Brøndum fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen i både Brøndum A/S og Brøndum Holding A/S.

Til gengæld står både Frank og Asger Brøndum – sammen med Mette Brøndum – fortsat som ejere af virksomheden gennem Brøndum Installationer Holding ApS, der ejer Brøndum Holding A/S, som er moderselskab for Brøndum A/S.

Og det er der ikke planer om at ændre på, siger Asger Brøndum, som ellers ikke ønsker at uddybe, hvad fremtiden kommer til at byde på rent professionelt.

”Jeg har lovet mig selv at tænke mig godt om, og så vil jeg nyde livet og kaste mig over nogle hobbyting i en periode. Jeg skal ro lidt kajak, spille lidt golf og hjælpe min kone lidt med hus og have. Jeg kan ikke sige præcist, hvad der skal så ske, men jeg kan sige det sådan, at jeg ikke har tænkt mig at gå på pension.”

En planlagt proces
Torben Bjerre-Madsen bekræfter over for Licitationen, at han står til at afløse Frank Brøndum som formand for bestyrelsen.

”Det er fuldstændig rigtigt, at hensigten er, jeg skal være ny formand i Brøndum. Det er sket efter en proces, der kørte i foråret, hvor Frank og Asger Brøndum ønskede at gennemføre et generationsskifte i bestyrelsen, hvorefter jeg så kom i dialog med dem.”

Han tilføjer, at Asger Brøndums afgang som direktør er sket siden da, men ønsker i øvrigt ikke at bidrage med oplysninger herom.

Fakta: Brøndum-koncernen

Grundlagt i 1943 af Axel Brøndum, hvis søn, Frank Brøndum, overtager direktørstolen i 1974.

I samme periode etablerer Brøndum afdelinger i Ringsted, Hvidovre, Kolding og Aarhus.

I 2004 bliver Asger Brøndum administrerende direktør efter sin far, som samtidig overgår til rollen som formand for koncernens bestyrelse.

Den 16. september i år trak Asger Brøndum sig fra direktørjobbet med Jes Gravgaard Jensen som efterfølger. To uger senere afløser Torben Bjerre-Madsen efter planen Frank Brøndum som formand for bestyrelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127