Landsbysamfund tager selv teten
Nyt samlingssted ved Nykøbing Falster til over 6,5 mio. kroner er på vej. Kulturhuset får til huse i gammel brugs fra 1911
Selv om Idestrup med 1.174 indbyggere ikke er nogen stor by, så trives byens fællesskaber i boldklub, idrætshal, privatskole og erhvervsliv. For at gøre byen endnu stærkere på et tidspunkt, hvor mange andre landsbyer må give op, er der gjort et stort frivilligt arbejde for at etablere Pitstop Idestrup. Byggeriet er udviklet på baggrund af flere borgermøder, hvor borgere fra 12 til 92 år har deltaget.
Projektet er tegnet af ETN Arkitekter. I alt vil det koste 6,678 mio. kr. at etablere. Lokale og Anlægsfonden støtter med 1,5 mio. kr. Projektet har tidligere modtaget støtte fra A.P. Møller Fonden , Realdania, Guldborgssund Kommune, LAG Lolland-Falster samt lokale fonde. Det er Idestrup og Omegns Lokalråd, der står for ombygning og drift af Pitstop Idestrup.
Moderniseret udgave
Pitstop Idestrup skal samle byens unge, turister, nye iværksættere i erhvervslivet og kulturelle arrangementer. Pitstoppet får til huse i en moderniseret udgave af den gamle brugs fra 1911, der får en ny tilbygning og et nyt gårdrum.
Den markante oprindelige hjørnebygning bevares med respekt for den oprindelige arkitektur. Tilbygningen forlænger huset og er med til at skabe rammen om det nye gårdrum, der kan bruges til udendørs mødested, musik, teater og andre events.
Fra pladsen bliver der adgang til den nye hovedindgang. Herfra bliver brugerne fordelt til et nyt multifunktionelt rum, café, erhvervslokale samt køkken. Fra pladsen bliver der direkte adgang til to pitstop, hvor bl.a. de 7.000 cyklister, der hvert år tager afsted på cykelruten mellem København og Berlin, kan få et bad og en overnatning. I alt bliver stueetagen på 265 kvm.
Direkte adgang
Fra gårdrummet bliver der også direkte adgang til en første sal på 130 kvm. På første sal vil de unge i Idestrup kunne samles i deres egne rammer, da første salen bliver hjemsted for byens kommunale ungdomsklub.
"Realiseringen af Pitstop Idestrup vil give et kæmpe løft til det sociale liv i området. Med Pitstoppet vil vi få et livligt centrum med aktiviteter hele dagen året rundt, og det vil gøre det meget mere attraktivt at bo her, ikke mindst for de unge. Med den fornemme opbakning fra Lokale og Anlægsfonden mangler vi kun godt 800.000 kr. for at nå i mål med finansieringen, men projektet er godt, så vi tror på at det hele vil lykkes", siger Louise Sparre Flørning, konstitueret forkvinde i Idestrup og Omegns Lokalråd
Karl Andersen, konsulent i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
"Det er godt eksempel på, hvordan et landsbysamfund selv kan tage teten og vise, at det kan lade sig gøre at udvikle bylivet, hvis man skaber de rigtige rammer. Pitstop Idestrup vil styrke både fritidslivet og erhvervslivet i byen. Samtidig viser selve byggeriet, hvordan eksisterende bygninger for relativt lave udgifter kan udnyttes til nye sammenhænge."