23948sdkhjf

Byggeriet tordner mod ændringer i tilbudsloven

En række af byggeriets store organisationer mener, at regeringens planlagte ændringer i tilbudsloven vil føre til mindre og ikke mere konkurrence
Flere af byggeriets organisationer melder sig nu i koret af kritikere af regeringens planer om at ændre reglerne til tilbudsloven, så flere af de mindre opgaver bliver annonceret offentligt.

Formålet med ændringen er at styrke konkurrencen på bygge- og anlægsområdet, så kommuner, regioner og stat får mere for pengene.

Men det kan næppe være borgerlig-liberal politik at belaste danske byggevirksomheder med flere byrdefulde krav, mener Dansk Byggeri, der nu opfordrer regeringen til at tage en revision af tilbudsloven af bordet, fordi forslaget ikke skaber mere konkurrence, men alene vil betyde flere byrdefulde og nyttesløse tilbudsgivninger.

Forskruet konkurrence

Forslaget er en del af regeringens 2025-plan, hvor man ifølge en række af byggeriets organisationer vil begrænse virksomhedernes mulighed for at indhente en håndfuld uformelt forhandlede underhåndsbud.

"Det ligner en forskruet konkurrencebesættelse mere end borgerlig-liberal erhvervspolitik. Konkurrence er godt, men der skal være mening med vilkårene. Dette forslag i regeringens ellers udmærkede og ambitiøse helhedsplan rammer ikke skiven", siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri.

Mindre konkurrence

Dansk Byggeri mener, en sådan ændring vil føre til, at virksomhederne og udbyderne druknes i det, han betegner som et "formalistisk tilbudshelvede", som i sidste ende vil afholde virksomhederne fra at byde, fordi omkostningerne ikke står mål med resultaterne.

"Først og fremmest må vi lægge afstand til de dele af den foreslående ændring, der i princippet åbner for, at virksomhederne skal bruge al for meget tid på at udregne tilbud. Det er logik, at jo flere virksomheder, der bruger tid på at give tilbud på den samme opgave, jo mindre er chancen for at vinde. Det vil således øge de samlede tilbudsomkostninger, de såkaldte transaktionsomkostninger, som regeringen ellers arbejder på at reducere", siger Peter Stenholm.

Underdirektør i installatørernes organisation Tekniq, Jan Eske Schmidt deler Dansk Byggeris synspunkt.

"Vi mener ikke, der er behov for at ændre tilbudsloven. Øger man konkurrencen om de små udbud, vil det samtidig øge virksomhedernes transaktionsomkostninger og det fjerner deres incitament til at ville beregne tilbud. Dermed øger man ikke konkurrencen, men gør i stedet det modsatte", mener han.

Også Håndværksrådet er stor modstander af regeringens planer om at ændre tilbudsloven.

Dokumentation
Det skriver regeringen i sin 2025-plan om ændringer i tilbudsloven:
”Regeringen vil udarbejde et nyt, mere enkelt regelsæt for indkøb af bygge- og anlægsopgaver under 38,9 mio. kr. Det skal gøre det mere synligt for alle bygge- og anlægsvirksomheder, når nye opgaver kommer i udbud, og derfor vil der i højere grad end i dag blive pligt til at annoncere opgaverne offentligt.
Samtidig ønsker regeringen at styrke konkurrencen blandt de virksomheder, der byder på opgaverne, og derfor vil reglerne blive strammet op, så en række konkurrencebegrænsende elementer fjernes.
Et nyt regelsæt for udbud af de mindre bygge- og anlægsopgaver vil styrke konkurrencen om opgaverne, så kommuner, regioner og stat får mere for pengene. En forbedret produktivitetsudvikling i branchen vil samtidig bidrage til lavere priser for private ordregivere”.
Kilde: ”Helhedsplan - Et stærkere Danmark”
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094