23948sdkhjf

Elementproducent udvikler nyt betonkoncept til parkeringshuse

Det nye koncept sikrer konstruktionen mod forskydninger og styrker og stabiliserer samtidig de elastiske fuger mellem elementerne. Det betyder mindre vedligehold og billigere drift
Indtil nu har temperatursvingninger været skyld i forskydninger mellem betonelementerne og deraf revner i de elastiske fuger mellem de såkaldte TTP-profiler i parkeringshusene.

Det har medført omkostninger for bygherren til løbende vedligehold, udbedringer og periodiske lukninger af dele af bygningen, når fugerne skal udskiftes.

Med udviklingen af et nyt design af de klassiske TTP-betonelementer har beton-elementproducenten Spæncom gjort konstruktionerne i parkeringshusene helt tætte.

"Det nye koncept adskiller sig fra de eksisterende systemer, hvor man benytter en membran og et ekstra lag beton eller samlingsfugebånd i konstruktionerne. Begge løsninger kræver dog en del vedligehold og løbende udskiftning af komponenter. Vi er med det nye koncept gået helt væk fra konstruktionen med membranen og har valgt at styrke og stabilisere samlingen mellem elementerne, som tidligere var den del, der var det svage led i konstruktionen", siger Spæncoms salgschef Michael Boye i en pressemeddelelse.

Fra midten og ud til siderne

Løsningen er simpel, men meget effektiv: Den bærende ribbe i TTP-elementet flyttes fra midten ud til siderne. Herved kan elementernes egenvægt stabilisere hinanden ved hjælp af overlap i samlingerne. Et fugebånd som aldrig skal skiftes, præmonteres mellem elementerne og sørger, på grund af det høje tryk, for et tæt P-hus.

Finishen færdiggøres herefter med en elastisk fuge, som også sikrer, at der ikke opsamles smuds i fugerne. Fugen har i modsætning til tidligere ingen betydning for konstruktionens tæthed.

"Alle elementer leveres med færdig køreklar overflade uden behov for efterfølgende udstøbning af overbeton. Denne løsning sikrer, at der ikke opstår revner under bevægelser som følger af temperaturpåvirkninger. Vores parkeringshuskoncept udføres, så temperaturudvidelser kan optages i konstruktionerne uden risiko for ukontrolleret revnedannelse i betonen", siger Michael Boye.

Levetid er forlænget

Konceptet er certificeret efter ISO9001-standarden, og betonen er i ekstra aggressiv miljøklasse.

Konstruktionerne opfylder R120 brandkravet, og dermed kan bygherren altid være helt sikker på, at myndighederne vil godkende dokumentationen for bygningens brandmodstands­evne.

"Det nye konstruktionskoncept giver nogle klare fordele for kunden, da behovet for løbende vedligehold af bygningen begrænses, og dens levetid forlænges. Det betyder også, at driftsindtægterne ved parkeringshuset kan fastholdes konstante, da der ikke er samme behov for at lukke det helt eller delvist, som når samlingsfugerne skulle udskiftes", siger Michael Boye.

Første hus i Holstebro

Med 400 parkeringspladser bliver et parkeringshus under opførelse i Holstebro det første, hvor Spæncoms nye koncept implementeres.

"Udover at det nye P-hus koncept har en konkurrencedygtig pris, bidrager Spæncom også med værdifuld erfaring, viden og rådgivning. Spæncom har været med helt fra starten af projektet over planlægningen, beregningerne og helt til leveringen. Det sparer os for en del arbejde, hvilket er meget værdifuldt i et projekt som dette", siger ingeniør Niels Kruse fra murer- og entreprenørfirmaet Kaj Bech, der opfører byggeriet.

Parkeringshuset skal efter planen afleveres januar 2017.

brahe

Konceptet
Konceptet bygger på specialudviklede TTP-elementer med en totalhøjde på kun 600 mm og med fald på oversiden for effektiv afvanding mod afløbsriste i begge ender.
Undersiden er ligeledes skråt, hvilket giver mulighed for installering af kabelbakker, afløbsrør med videre i op til 160 mm højde, uden at dette går ud over den enkelte etages frihøjde.
Bredden af elementerne er på 2,5 meter, hvilket matcher bredden på en parkeringsbås med god komfort.
Kilde: Spæncom
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094