23948sdkhjf

Tilfredsheden med kommunernes erhvervsklima når nye højder

Danske virksomheder har aldrig været mere tilfredse med den service og de forhold, som deres kommune tilbyder dem. Det viser DI’s årlige erhvervsklimaundersøgelse. Men niveauet er ikke højt nok, mener Dansk Byggeri
For andet år i træk er virksomhedernes overordnede tilfredshed med erhvervsklimaet i kommunerne steget.

Faktisk er der ikke tidligere sket en så markant fremgang som i 2015 og 2016, viser DI’s årlige erhvervsklimaundersøgelse.

I 2016 betegner 61,5 procent af virksomhederne deres kommune som erhvervsvenlig. Det er rekord i de syv år, DI har lavet undersøgelsen. I 2015 gjaldt det 59 procent og tilbage i 2010 50,7 procent.

Mens godt seks ud af 10 betegner deres kommune som erhvervsvenlig i 2016, svarer 27,8 procent af virksomhederne hverken/eller, når de bliver spurgt, hvor tilfredse de er, mens 10,7 procent er utilfredse.

Sidstnævnte andel har været støt faldende siden 2010, hvor hver femte virksomhed var negativ i forhold til erhvervsvenligheden, lyder det.

Top og bund
1. Ikast-Brande
2. Hedensted
3. Skanderborg
4. Herning
5. Middelfart

92. Egedal
93. Kerteminde
94. Ærø
95. København
96. Odsherred

Hele landet går frem

Årets frontkommune på erhvervsvenligheden, Ikast-Brande, løber med guldet for sjette gang skarpt forfulgt af Hedensted og Skanderborg kommuner. Men karakteristisk i år er det, at det er virksomheder over hele landet, der er blevet mere tilfredse, og at tilfredsheden er steget mest i de kommuner, der ligger længst væk fra de store byer.

De mest tilfredse virksomheder ligger dog i kommunerne tæt på en af de større byer.

Dykker man ned i undersøgelsen, så viser det sig, at fremgangen er bredt fordelt på næsten alle indikatorerne i DI’s undersøgelse.

Især er virksomhederne blevet mere tilfredse med kommunens sagsbehandling i byggesager og med dialogen med kommunalpolitikere og embedsmænd.

Adgangen til kvalificeret arbejdskraft og åbenhed over for private leverandører er de eneste to indikatorer, der er gået tilbage siden Lokalt Erhvervsklima første gang gik i luften i 2010, beskrives det.

Hos DI glæder man sig samlet over fremgangen.

"Vi kan se, at et godt erhvervsklima betyder flere private arbejdspladser. Tilfredse virksomheder bliver i højere grad, hvor de er, og attraktive forhold trækker nye virksomheder og private arbejdspladser til. Det er en udvikling, som også kommer kommunens borgere til gode", siger adm. direktør i DI, Karsten Dybvad, i en pressemeddelelse og fortsætter:

"I kommuner med vækst og arbejdspladser er der bedre råd til velfærd som for eksempel nye smartboards i skolerne, omfartsveje og råd til bedre mad til børn i daginstitutionerne og omsorg til de ældre på plejecentrene. Derfor er det utrolig positivt at se, at flere og flere kommuner har fået øjnene op for den gode cirkel, der bliver skabt, når erhvervslivet blomstrer".

Plads til forbedringer

Trods fremgangen er der stadig plads til forbedringer, fremhæver DI.

Hvis virksomhederne kunne bestemme, så var trafikforhold højere oppe på kommunernes prioriteringsliste.

Dernæst kommer arbejdskraft, som over hver fjerde virksomhed synes, kommunen bør prioritere for at skabe et bedre erhvervsklima.

Lidt over hver femte virksomhed peger desuden på skatter og afgifter som et væsentligt område, kommunen bør sætte mere fokus på.

"Dygtige medarbejdere er afgørende for mange virksomheder, der mangler både faglærte og højtuddannede", siger Karsten Dybvad og fremhæver, at jobcentrene kan gøre meget for at hjælpe virksomhederne med at tiltrække de rette medarbejdere.

"Blandt andet bør de i højere grad samarbejde med de lokale virksomheder og arbejde sammen på tværs af kommunegrænserne. Det er vigtigt for at sikre, at virksomhederne placerer nye arbejdspladser og investeringer her i landet", siger han.

Ikke godt nok med 60 procent

Hos Dansk Byggeri er man ikke overrasket over, at DI’s undersøgelse viser, at erhvervsklimaet er forbedret.

Samme konklusion lyder nemlig i Dansk Byggeris seneste erhvervsvenlighedsanalyse, fortæller Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han hæfter sig samtidigt ved, at andelen af tilfredse virksomheder ikke er landet meget over de 60 procent.

"Jeg håber da meget, at det er mere end 60 procent. Det tal er ikke et godt resultat for Danmark. Det viser, at der er meget at tage fat på", siger han og understreger, at der ikke er mange virksomheder, der ville være glade for, hvis kun 60 procent af deres kunder var tilfredse.

Hos DI peger man også på, at ambitionen rækker langt videre, men man fremhæver samtidig, at udviklingen er værd at rose.

"Der er sket kolossalt meget. Der er sat mange initiativer i værk, og der er sket en systematisk fremgang. Det har aldrig været bedre, end det er nu, men det er rigtig nok, at man altid kan ønske sig mere. Det gør vi også. Vores ambitioner rækker langt videre, men vi synes også, at det er vigtigt at kvittere for den udvikling, der er sket, og så skal arbejdet ellers bare fortsættes", siger vicedirektør i DI, Kent Damsgaard.

Erhvervsklimaundersøgelsen
Det er syvende år i træk, at DI foretager undersøgelsen

Undersøgelsen kombinerer en spørgeskemaundersøgelse med officiel statistik. Virksomhederne bliver spurgt til kommunens overordnede erhvervsvenlighed og deres tilfredshed med kommunernes indsats på en række områder med relevans for virksomhedernes erhvervsvilkår – herunder arbejdskraft, infrastruktur og transport samt sagsbehandling. Af statistik ses blandt andet på uddannelsesniveau, antal nystartede virksomheder, skatter og afgifter samt konkurrenceudsættelse i kommunerne. Virksomhedernes bedømmelser vægter to tredjedele af det samlede resultat, mens statistikken vægter den sidste tredjedel.

20.543 virksomheder er blevet spurgt, og 7.299 virksomheder inden for DI’s brancher har deltaget i årets undersøgelse

96 af landets 98 kommuner er med i undersøgelsen (Læsø og Fanø er ikke med)
Læs mere på http://www.di.dk/le
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.197