Aarhus Havn udvider med ny terminal
Den kommende terminal skal imødekomme stigende efterspørgsel på oplagsarealer til projektlaster og bulklaster
Investeringen sker ud fra en strategisk beslutning om, at havnen i Aarhus skal have Danmarks største og mest konkurrencedygtige terminal til biobrædsel, som kræver relativt store arealer.
Desuden skal den kommende terminal på 135.000 kvm imødekomme en stigende efterspørgsel op oplagsarealer til projektlaster og bulklaster, der er upakket gods som kul, korn, malm og andet løst gods.
"Det er vores vurdering, at biobrændsel har et betydeligt potentiale for Aarhus Havn. Dels er biobrændsel et miljørigtig brændstof, og derfor en af fremtidens brændselstyper, og dels er Aarhus Havns størrelse og placering optimal i forhold til den type gods", siger havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen i en pressemeddelelse.
Håndtere alle typer gods
Terminalen er døbt Omniterminalen efter det latinske ord "omni", der betyder "alle". Navnet hentyder til at terminalen i princippet skal have plads til alle typer gods. Den bliver indrettet efter et nyt koncept, hvor driften på terminalen kan optimeres i alle processer og gøres smartere end hidtil og uanset typen af gods.
Dermed håber Aarhus Havn, at der er skabt et forretningsmæssigt grundlag for, at Aarhus Havn kan fortsætte sin nuværende vækst i både omsætning og markedsandele.
"Uanset om der er tale om for eksempel træflis, træpiller eller bioaffald - eller eventuelt helt andre godstyper - vil terminalen være velegnet. Og vi har allerede oplevet stor interesse fra flere forskellige kundetyper, der kan se mulighederne og derfor har tilkendegivet interesse for helt konkrete arealer på den nye terminal", siger Jakob Flyvbjerg Christensen.
Anlægsentreprenøren Munck A/S opfører den nye terminal, der skal stå færdig i starten af 2018.