23948sdkhjf

To renoveringer går til kernen af funktion og arkitektur

To robuste forvandlingsprojekter, beregnet til mange menneskers daglige brug, er indstillet til prisen som Danmarks bedste renovering
En blanding af privat og offentligt byggeri er i år på finalelisten til titlen Danmarks bedste renovering, der 1. september uddeles i København.

Magisterparken i Aalborg er med sine 12 etager et alment boligbyggeri med både udstråling og format.

Det mener formand for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, tidligere stadsarkitekt i Aarhus, som kalder bygningen ”så potent at den kan fungere som et markant landskabeligt og bymæssigt fixpunkt”.

En ny glasfacade - for at beskytte betonkonstruktionen og undgå kuldebroer - samt sammenlægninger af lejligheder, der nu også giver direkte adgang til udstrakte grønne udearealer, er centrale elementer i renoveringsprojektet, der sammen med fem andre udvalgte kæmper om Renover Prisen 2016.

”Magisterparkens superblok er efterisoleret svarende til BR 10. Og der er etableret en ny energibesparende klimaskærm, nyt varmtvandsanlæg, ny brugsvandsveksler og individuelle målere til vand, varme og el”, lyder det i begrundelsen for at indstille projektet til prisen.

Samlet vurderet er Magisterparken – mener dommerne – et fornemt eksempel, der med samtænkningen af arkitektur, energi og den sociale indsats, på en begavet måde viser vejen til en almennyttig sektor med oplevelsesrige boliger og et bedre image.

Svar på skolereformen

Også renoveringen af Vigerslev Alles nedslidte skole i København var en udfordring af rang for skolens ledelse, rådgiverne og håndværkerne.Skolen skulle vokse fra to til tre spor og rumme skolens indslusningsklasser.

”Udfordringen var, at der skulle gives bygningsmæssige svar på den ny folkeskolereforms ønsker til læring og bevægelse samt behov for energibesparelser, der virkelig batter”, skriver renover.dk .

Det betød, at der i ombygningsperioden – ud over de bygningsmæssige, funktionelle og energimæssige krav – skulle arbejdes under en kommunal budgetlægning med vandtætte skotter mellem de forskellige puljer.

Kræver gentænkning

De historiske bevaringsværdige bygninger, som rummer indslusningsklasserne, var kendetegnet ved aksefaste midterkorridorer flankeret af klasseværelser. Det krævede gentænkning. Klasseværelserne blev større og nogle af væggene mellem klasserne blev udformet som foldedøre for at fremme fleksibiliteten.

”Andre initiativer, som har forbedret brugsværdien og åbnet for ny læring og viden, er inddragelsen af en gymnastiksal og en svømmehal fra 1970’erne. Det har givet plads til fine kreative værksteder, afslappede opholdsrum og et bibliotek. Vel at mærke på en prisværdig måde, hvor eksempelvis den gamle svømmehals bassin står som et historisk spor med stor fortælleværdi”, lyder det fra dommerkomiteen.

Formanden Gøsta Knudsen tilføjer:

”Det er på eksemplarisk vis lykkedes for skolens ledelse, lærerne, rådgiverne og håndværkerne at give et bud på en helhedsrenovering, på en måde der overbevisende kombinerer skolereformens pædagogiske principper med bæredygtighed og arkitektur af høj kvalitet”.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.271