23948sdkhjf

Clintons byggeboom giver muligheder for danske virksomheder

Demokraterne præsidentkandidat vil skabe job ved massive investeringer i veje, broer og havne. Det kan dryppe på danske entreprenører, rådgivere og materialeproducenter
Hvis Hillary Clinton bliver valgt til USA’s næste præsident til efteråret, vil amerikanerne kunne se frem til den største investering i nye job siden Anden Verdenskrig.

Det bebudede demokraternes kandidat, da hun i sidste uge fremlagde sit partis økonomiske plan i byen Detroit i den amerikanske delstat Michigan.

Jobskabelsen skal blandt andet ske ved investeringer i veje, broer, tunneler og flere havne og lufthavne skal renoveres. Og det kan blive godt nyt for den danske byggebranche, der kan komme til at opleve en række afledte effekter, forklarer afdelingschef i Dansk Byggeri, Henriette Thuen.

”Får man så meget kapow i så stor en økonomi som den amerikanske, så smitter det af. Det kan for eksempel betyde, at de amerikanske entreprenører får så travlt hjemme, at de ikke har tid til at konkurrere ude, og det kan få en betydning for danske entreprenører. En øget byggeaktivitet i USA kan også betyde, at danske virksomheder kan blive underleverandører af eksempelvis materialer eller ydelser, hvor vi kan noget særligt”, siger hun.

Fokus på grøn energi

Også hos Foreningen af Rådgivende Ingeniører ser adm. direktør Henrik Garver muligheder for de danske virksomheder.

”Clintons tale åbner muligheder for danske rådgivere. Både for dem, der allerede er i Nordamerika, men også for dem, der har de kompetencer, som amerikanerne har brug for. Der er i USA i forvejen en stor efterspørgsel på ingeniører og rådgivere, men det kommer til at stige, og det vil derfor være naturligt at kigge mod Europa for at finde dem, der har kompetencerne. Det har de danske rådgivere, der kan blive naturlige samarbejdspartnere. I forvejen er virksomheder som Cowi og Rambøll store i USA, men de kan fremover blive endnu større”, siger han.

En af Clintons udfordringer er, at hun på det økonomiske område skal bygge bro mellem den venstreorienterede del af det demokratiske parti og til tilhængerne af hendes tidligere modstander, Bernie Sanders, og mellem de dele af det amerikanske erhvervsliv, der sponsorerer hendes kampagne.

I talen gjorde hun også meget ud af sit fokus på at skabe et spirende miljø for nye virksomheder – ved blandt andet at fokusere på grøn energi.

Klar til konkurrencen

Selv om danske virksomheder ikke kan regne med at få de store ordrer i USA, vil så store investeringer få en effekt, fortæller Jakob Orbesen, der er konsulent i DI Byg.

”Danske virksomheder har kompetencerne til at konkurrere i USA, og derfor er Clintons udmelding grundlæggende positiv. Blandt de danske materialeproducenter har vi en række virksomheder, som kunne gøre sig godt på det amerikanske marked, og som har erfaringer fra større infrastrukturprojekter i Danmark og Europa”, siger han.

I 2014 byggede danske virksomheder og deres datterselskaber broer, tunneller, havne og lignende i udlandet for over 18 mia. kroner. Det viser en opgørelse fra 2015 fra FRI, Danske ARK og Dansk Byggeri, som også viser, at der stadig er lang vej op til de næsten 22 mia. kroner, som virksomhederne omsatte for tilbage i 2012.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095