Spirituskørsel giver stadig mange dræbte i trafikken
Antallet af spritulykker udgør cirka 13 procent af alle trafikulykker i 2015
”Vejdirektoratet arbejder for at sikre, at veje og infrastruktur er bygget, så de tager højde for, at trafikanter begår fejl i trafikken. Men vi kan kun komme et stykke ad vejen alene. Trafikanterne må også tage ansvar for deres adfærd i trafikken. Når man er spirituspåvirket, nedsætter man både sin reaktionsevne og sin opmærksomhed, og derfor kan det være svært at træffe de rigtige beslutninger i trafikken”, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Marianne Foldberg Steffensen i en pressemeddelelse.
Det går den rigtige vej
Antallet af spritulykker udgør cirka 13 procent af alle trafikulykker i 2015. Tendensen går dog den rigtige vej, da der er sket et fald på 38 procent af personskadeulykker og 24 procent af materielskadeulykker med spiritus indblandet, hvis man sammenligner med 2010.
Dermed ligger tallene også på den rigtige side af Færdselssikkerhedskommissionens målsætning for nedbringelse af spritulykker frem mod 2020.
”Det er heldigvis blevet mindre acceptabelt at ”liste branderten hjem” ad de små veje, men vi ved, at spiritus – sammen med for høj fart og uopmærksomhed – spiller en rolle for, at vi blandt andet stadig ser mange eneulykker,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Eneulykker, hvor trafikanten for eksempel kører i grøften eller ind i et træ, er den type ulykke med personskade, der hyppigst optræder i ulykkesstatistikken. I 2015 var 34 procent af dem spritulykker.
Flere ulykker om natten
Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har undersøgt trafikulykker om natten, og også deres analyse viser, at der er en stor andel af eneulykker i nattetimerne, hvor føreren er påvirket af alkohol.
”Selvom man skal ud og more sig langt ude på landet, hvor der er sparsom trafik, så er det farligt at køre hjem i påvirket tilstand. Det kan for eksempel gå galt i en skarp kurve, når reaktionstiden og dømmekraften er nedsat på grund af påvirkning”, siger Mette Fynbo, der er formand for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.
Mens kun 10 procent af alle trafikulykker sker om natten, sker 15-20 procent af dødsulykkerne i nattetimerne. Der er derfor god grund til at tænke sig godt om, før man sætter sig ud i bilen i de sene timer og undlade at køre, hvis man er påvirket af alkohol eller simpelthen bare er for træt.
”Mange eneulykker sker om natten. Så overvej om du skal overnatte, lave en kørselsaftale med en ædru person eller tage en taxa hjem, hvis du er kørt i bil til festen eller til værtshuset”, råder Mette Fynbo.
brahe
Kampagne mod spirituskørsel
Hos Rådet for Sikker Trafik er der fokus på spiritusulykker, og sammen med politiet, 73 kommuner og Trygfonden kører rådet netop nu kampagnen ”Klar til et pust?”, som sætter fokus på, at vi skal blive bedre til at aftale, hvordan vi kommer hjem fra sommerens mange sociale arrangementer.
”Det er en positiv udvikling, at der i 2015 er sket et fald i antallet af ulykker med alkohol, men spiritus fylder stadig i ulykkesbilledet. Hvis man ser en ven eller et familiemedlem hive bilnøglerne frem efter at have drukket, så er det vigtigt, at man blander sig. Nogle gange kan et simpelt spørgsmål som ”Er du sikker på, at du skal køre hjem?” være nok til at folk tænker sig om en ekstra gang og lader bilen stå”, fortæller Michelle Laviolette, der er senior kampagneprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.