23948sdkhjf

Ny Casa-styrmand klar til aktiv rolle

Interview: Eivind Kolding har store ambitioner i jobbet som ny bestyrelsesformand hos Casa A/S.
Eivind Kolding er kommet til Casa A/S for at skabe vækst og fortsætte entreprenørkoncernens positive udvikling. Det fortæller den tidligere topchef fra Danske Bank, Mærsk og Novo Nordisk til Licitationen - Byggeriets Dagblad oven på fredag morgens nyhed om, at han er ny formand for bestyrelsen i Horsens-virksomheden .

"Når blækket fra aftalen er tørret, sætter vi os sammen og arbejder planerne ud i en større deltaljeringsgrad. Men retningen er overordnet uændret, og det handler primært om at fortsætte den meget positive udvikling," der har været, siger Eivind Kolding.

Skal erobre større markedsandel
Casa har på få år flerdoblet omsætningen, så den i 2015 udgjorde 1,1 mia. kr. Det gør selskabet til en af landets største entreprenørvirksomheder, men Eivind Kolding tøver dog med at sætte tal på vækstplanerne for den nærmeste fremtid.

"Det er for mig for tidligt at udtale mig om. Vi har selvfølgelig nogle ambitiøse tanker, men vi har ikke lagt dem ud i detaljer endnu, så det skal være mere konkret, før jeg kan give det mål. Men selvfølgelig er det hensigten, at man skal udnytte det fulde potentiale, der er i virksomheden."

Formandsposten i Casa er Eivind Koldings første direkte møde med byggebranchen. Han er ikke i tvivl om, at han er kommet til en branche, som lige nu er inde i en god gænge. Og det skal Casa bliver endnu bedre til at udnytte.

"Det handler om at udvikle sig i det marked, man allerede nu befinder sig i. Det er der plads til, for så stor er markedsandelen trods alt heller ikke, og så er det i øvrigt et marked, der vokser, selv om jeg godt ved, det generelt er et mere volatilt marked," siger Eivind Kolding.

Forventer aktiv rolle
Da Eivind Kolding tidligere på året blev fyret fra posten som direktør i Novo A/S udtalte han, at hans fokus fremover ville ligge på rådgivende arbejde og bestyrelsesposter. Det er fortsat planen, fortæller Eivind Kolding, som dog forventer at gå aktivt til formandskabet i Casa.

"Man er generelt mere aktiv i bestyrelsen, når der er tale om et kapitalfondsejet selskab, fordi man sidder tættere på planerne og er bevidste om, at virksomheden skal sælges igen i løbet af nogle år. Så jeg vil være mere aktiv. Men det vigtigste er, at vi arbejder sammen og i samme retning i forhold til de planer, der er lagt."

Nyheden om udnævnelsen af Eivind Kolding kom fredag morgen som kulmination på den søgen, der blev indledt midt i april, hvor kapitalfonden CataCap overtog 60 procent af ejerskabet i Casa fra grundlægger Michael Mortensen. Den indledende kontakt kom fra kapitalfonden til Eivind Kolding.

"Kontakten kom i forbindelse med, at CataCap afsluttede handlen med Casa. Jeg kender Vilhelm Hahn-Petersen (partner i CataCap, red.) fra tidligere arbejder, og han havde så fået den tanke, at det ville være en god idé, at jeg kom ind som en neutral formand til at styre slagets gang i bestyrelsen. Det har vi haft nogle gode møder og dialoger omkring, og vi ser meget ens på tingene, så det glæder jeg mig meget til at komme i gang med," slutter Eivind Kolding.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109