Nyt om navne
I dag nyheder fra Sweco Danmark og Arkitektskolen Aarhus
Henrik Islev, 47 år, er ansat som tilbudschef i afdelingen for vand og spildevand i rådgivningsvirksomheden Sweco Danmark i Glostrup.
Han er uddannet akademiingeniør og kommer senest fra en stilling som tilbudschef hos B&W Vølund, hvor han som leder af tilbudsafdelingen havde ansvar for afdelingens tilbud, ressourceallokering, kvalitetssikring, tilbudsøkonomi samt resultatevaluering. Herudover deltog han i konsortie- og kontraktforhandlinger.
I sin nye stilling hos Sweco Danmark skal Henrik Islev arbejde med bid decisions, konsortier, tilbudsøkonomi og -ledelse.
Arkitektskolen Aarhus
Jakob Ljungberg, 41 år, er ansat som administrationschef på Arkitektskolen Aarhus. Han er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og kommer fra et job som sekretariatschef i Favrskov Kommune. Her har han ledet Borgmestersekretariatet, HR og Borgerservice med samlet omkring 50 medarbejdere.
Jakob Ljungberg kom til Favrskov Kommune i 2007 efter nogle år som blandt andet specialkonsulent i Statsamtet Nordjylland. Siden 2008 har været sekretariatschef. Først for området Teknik og Kultur og siden 2011 for Borgmestersekretariatet og HR, som i 2015 blev udvidet til også at omfatte Borgerservice.
”Arkitektskolen Aarhus er kendt som en uddannelsesinstitution, som kan og vil gøre en forskel ved at skabe arkitekter, der definerer og udfordrer vores fysiske fremtid i et forpligtende samspil med samfundet. Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Arkitektskolen, og jeg ser frem til at bidrage til at udvikle og udfordre en administration, der skal understøtte Arkitektskolens faglige profil. Det gør vi bedst gennem tillid og respekt, for sammen skal vi begejstre og begejstres, skabe resultater og gøre hinanden bedre”, lyder det fra den kommende administrationschef.
Jakob Ljungberg er gift og far til tre piger på 7, 9 og 11 år. Fritiden nydes gerne i haven eller på veje og stier i skovene omkring Hinnerup – når den ikke står på ekstremløb eller en ironman rundt om i verden. Han tiltræder sin nye stilling 1. juli.