OP System er blevet mere end Doppstadt
Nye produkter i huset skal ikke genere det, der lagde grunden til virksomheden, siger adm. direktør Morten Christensen forud for virksomhedsjubilæum og rund fødselsdag
”Det er ikke så mærkeligt, for netop i år er det 20 år siden, Doppstadt kom til Danmark. Så mange år som markant maskinmærke går ikke sporløst hen. Derfor kan det godt være, at mange betragter os som Doppstadt en tid endnu. Men OP System er altså andet og mere end Doppstadt i dag”, fastslår adm. direktør Morten Christensen.
De 20 Doppstadt-år er ikke de eneste runde, der rammer OP Systemer i Danmark i år. Torsdag den 30. juni bliver den ellers veltrimmede chef også rund. Morten Christensen fylder 40 år.
Mere aktivitet
Det er nu en begivenhed, han mest fejrer med familien hjemme i Aabenraa. På Lundagervej handler det først og fremmest om at cementere Doppstadts position i Danmark, samtidig med at der bliver mere aktivitet såvel i salgsafdelingen som på værkstedet. Det er ikke mindst i den forbindelse, OP System stadig er Doppstadt, men også andet og mere.
”Jeg har lavet en langsigtet strategi for, hvad jeg vil med huset. Nye produkter kan skabe liv og sætte gang i tingene. Efter at svenske OP System overtog Doppstadt i 2014, er materialehåndtererne fra Sennebogen kommet til. Nu har vi tilføjet et lille, men meget vigtigt element i form af knusere og sorterere fra den italienske fabrik Komplet”, forklarer Morten Christensen.
”Folk grinede af mig i starten, efter at jeg havde fundet Komplet. Men italienerne satte en maskine op til os på Roskilde Dyrskue sidste år, og efterfølgende bad de os om også at tage den med på Have & Landskab i Slagelse. Så begyndte vi at sælge Komplet-maskiner. Vi har fundet det rigtige masseprodukt, som passer sammen med de store Doppstadt-maskiner, som vi naturligvis altid vil sælge færre af”, siger direktøren.
”En tromlesorterer på 3400 kg er begribeligvis mindre end en tromlesorterer på 17 tons. Men de grundlæggende tanker bag maskinerne er nøjagtig de samme. Derfor matcher de små de store helt perfekt”.
Fra bank til maskiner
Samme år som Doppstadt gjorde sin entré i Danmark, trådte en ung Morten Christensen ind i Nordea som nyslået bankelev. Han blev i bankverdenen de næste ti år og nåede vidt omkring. Først seks år som erhvervsrådgiver i Nordea, heraf to år i bankens afdeling i Hamburg i Tyskland. Derefter gik turen til Frøs Herreds Sparekasse i Aabenraa som erhvervskundechef og videre til Jyske Bank som erhvervsrådgiver, inden en maskinhandler ændrede den unge bankmands hverdag.
”I Jyske Bank var jeg kundeansvarlig for en maskinhandler. Han manglede en pengemand, og vi blev enige om, at det var rigtigt for os begge to, at jeg gik fra at være bankmand til økonomimand. Så jeg blev økonomichef i hans maskinfirma. I 2009 rykkede jeg til Doppstadt Danmark, og da firmaet i 2014 blev overtaget af OP-Gruppen havde jeg allerede skiftet titel til direktør. Så svenskernes køb af Doppstadt Danmark var også et køb af mig. Så er det op til mig at vise, at OP-Gruppen har købt rigtigt. Jeg fik nøglen til kongeriget med fuld backup og sikkerhedsnet i overgangsperioden”, siger Morten Christensen.
”Det er spændende at være en del af maskinbranchen og mærke branchens dynamik. Jeg er på intet tidspunkt gået på kompromis med mig selv og hvem jeg er. Det eneste, jeg har ændret ved mit udseende fra bankmand til maskinmand er, at jeg ikke længere går med slips i hverdagen”, fortæller direktøren med et smil.
Tysk og italiensk
Han lægger ikke skjul på, at bank-årene i Hamburg var specielle.
”Jeg blev modnet og hærdet allerede som 22-23-årig. Jeg skulle acceptere, men skulle også accepteres, og mange tyske ting ligger nu i baghovedet, og dem bruger jeg i samspillet med Doppstadt. Jeg har lært den tyske kultur på godt og ondt og sproget på den rigtige måde, vurderer Morten Christensen.
Forståelsen for tysk kultur og sprog er også vigtig i forhold til den anden halvdel af det, der i branchen betegnes som ”Recyclings Dream-Team”, Sennebogen.
”Doppstadt og Sennebogen spiller helt perfekt sammen. På det danske marked er specielt to af materialehåndteringsmaskinerne fra Sennebogen aktuelle. Nemlig Sennebogen 818 og Sennebogen 821. Begge materialehåndterere fås både som hjul- og bæltemaskiner. De to 818-modeller har begge en rækkevidde på 10 meter, mens den større 821 rækker 11 meter i bælte-versionen og 12 meter med hjul”, forklarer Morten Christensen.
På det seneste har han også skullet vænne sig til dialogen med folk lidt sydligere end Tyskland. Komplet-fabrikken ligger smukt ud til Adriaterhavet et par hundrede kilometer sydøst for Bologna. Morten Christensen lægger ikke skjul på, at han er særdeles positivt overrasket over det nye samarbejde.
”Italienerne har virkelig overrasket mig meget. De lytter gerne og meget, og de tager også tingene til efterretning. Deres positive indstilling var årsag til, at vi fik mærket med på Roskilde Dyrskue sidste år og efterfølgende har lavet en importaftale”, siger han.
Sigh