DAGENS LEDER: Planlovs-justeringer sikrer udvikling
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Det overordnede mål med loven er fortsat ”at sikre at den sammenfattende planlægning forener de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”.
Planloven er en vanskelig og kompleks størrelse. På den ene side gælder det om at værne og bevare, og på den anden side handler det om at skabe nyt og sikre en fornuftig udvikling.
Når man kombinerer det med lovens sigte, nemlig ”at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte kommuner”, så kan det ikke undre, at planloven kan sætte sindene i bevægelse.
Som udgangspunkt er det vigtigt i et retssamfund at have regler for stort set alt. Ikke fordi det altid gør det lettere og mere smidigt, men fordi enhver debat – også når det gælder forhold i Planloven – fører til de bedste resultater, når man har et fælles udgangspunkt.