23948sdkhjf

Gammel møbelfabrik forvandles til boliger og kontorer

Ejendomsselskabet Dades vil bygge boliger og erhverv for en halv mia. kroner i Gladsaxe, som står til fremgang på grund af planerne om en ny letbane
BYUDVIKLING Ejendomsselskabet Dades investerer over de kommende år op mod en halv milliard kroner i at omdanne Søborg Møblers gamle fabriksbygning i Gladsaxe nordvest for København til et nyt og moderne byområde.

Planen er at nyopføre godt 19.000 kvm fordelt på omkring 200 familieboliger og samtidig bevare møbelvirksomhedens 1.600 kvadratmeter store hovedbygning, der indrettes til erhverv. Et projekt til i alt omkring en halv mia. kroner

”Som supplement til vores kontorejendomme og butikscentre vil vi gerne investere i boliger, og Gladsaxe har et stærkt befolkningsgrundlag. Mange af dem, der flytter fra København, flytter til Gladsaxe, men her er mangel på gode familieboliger, og møbelfabrikken ligger meget tæt på en af de kommende letbanestationer (i forbindelse med den kommende letbane langs den 19 kilometer lange Ring 3 gennem hovedstadens forstæder, red.). Desuden er vi velbevandrede i området, fordi vi har ejet erhvervsejendomme her – blandt andet på nabogrunden – siden 1987”, siger adm. direktør Boris Nørgaard Kjeldsen fra Dades.

Projektet er udviklet af mæglerfirmaet Lintrup & Norgart samt Sweco Architects og opføres formentlig over to-tre etaper med indflytning fra efteråret 2018.

Sælger overvejer fremtiden

Søborg Møbelfabrik, som virksomheden oprindelig hed, er grundlagt tilbage helt tilbage i 1890, og den bygning, der nu skal indgå i et nyt projekt, er opført i 1930’erne. Ejendommen blev sat til salg for godt et par år siden, fordi fjerde generation i virksomheden vil rykke ud af bygningerne, der ikke passer til dagens produktion.

”Omgivelserne er alt for store, og vi havde solgt det til en entreprenør i 2008. Det strandede med finanskrisen, og vi har ventet på, at tingene skulle vende. Dengang var der tale om kontorer, nu bliver det så boliger”, siger Carsten Vagn Jacobsen, der ejer Søborg Møbler sammen med sin bror.

Salget er betinget af vedtagelse af lokalplan, og Søborg Møbler har mulighed for at blive boende op til et år efter lokalplanens vedtagelse. Der er således god tid til at bearbejde fremtiden for virksomheden.

”Vi har indgået en aftale, som er meget attraktiv for begge parter, og vi er meget tilfredse med forløbet og med køber, som er en gammel trofast kunde til vores møbler. Vi overvejer også, om vi skal bevare en butik i stueetagen, for Søborg Møbler fortsætter, selv om vi ikke længere har brug for så meget plads til produktionen”, siger Carsten Vagn Jacobsen.

Tiltrækker investeringer

På rådhuset i Gladsaxe glæder borgmester Karin Søjberg Holst (S) sig over projektet.

”Jeg er glad for, at endnu et spændende projekt er på vej, og at vores arbejde med at etablere letbanen langs Ring 3 igen viser sig at være et afgørende element i byudviklingen”, siger hun.

Karin Søjberg Holst mener, at projektet er godt i tråd med byrådets vision for den såkaldte Gladsaxe Ringby, der skal omdanne byens gamle erhvervskvarter til et mangfoldigt og attraktivt byområde

Kommunen er aktuelt i gang med at udarbejde en lokalplan, som senere skal i høring.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093