23948sdkhjf

STB Byg fortsætter sit indtog på Sjælland

Vejle-entreprenøren skal opføre nyt domicil til DSV Transport i Roskilde
Entreprenørvirksomheden STB Byg A/S fortsætter med at kapre opgaver øst for Storebælt.

STB Byg, der har hovedsæde i Vejle, har igennem årene manifesteret sig inden for erhvervsbyggeri og offentligt byggeri i Jylland og på Fyn, men oplever nu også støt stigende aktivitet på Sjælland, hvor STB Byg i øjeblikket har gang i syv byggepladser.

Og nu har en ny opgave føjet sig til porteføljen, efter entreprenørvirksomheden er valgt som hovedentreprenør på opførelsen af transportfirmaet DSV Transports nye domicil i Roskilde.

KHR Arkitekter er totalrådgiver på projektet, hvor projekteringsarbejdet allerede er gået i gang. Den nye opgave bringer igen overvejelser frem hos STB Bygs adm. direktør, Jens Winther, om virksomheden skal etablere en egentlig afdeling på Sjælland.

”Hvis opgaverne bliver ved med at komme, er det planen, at der de kommende år skal opbygges en driftsorganisation på Sjælland. Vi har stadig god tid, og har ikke brug for at forcere noget, men jo flere byggerier vi bliver involveret i, desto større bliver behovet for en mere fast base på Sjælland, det er klart”, siger Jens Winther i en pressemeddelelse.

STB Byg har et vækstmål på 25 procent om året, og i et interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad i september sidste år, gjorde Jens Winther det klart, at at opgaverne øst for Storbælt skal bruges til at vurdere, om der skal gøres en større indsats på markederne på Sjælland .

Flere erhvervsbyggerier

STB Byg har særligt vokset sig store store inden for offentligt byggeri som sygehuse, skoler og daginstitutioner. Men fokus har de senere år også været rettet mod erhvervsbyggerierne, hvor entreprenørvirksomheden i fremtiden vil opbygge en større portefølje.

”Vi forventer et stigende antal erhvervsbyggerier de kommende år, og vi vil gerne i betragtning til opgaverne. Derfor har vi også søsat en række indsatser for at bringe os blandt de bedste til netop disse byggerier og kunder”, siger Jens Winther i pressemeddelelsen.

Derimod er det private marked endnu ikke i omdrejninger, understregede Jens Winther i september over for Licitationen - Byggeriets Dagblad .

”Vi forsøger os, men hidtil har det ikke været den store aktivitet i dette segment”, sagde Jens Winther.

Bygning på søjler

DSV Transport nye domicil i Roskilde tager udgangspunkt i at indrette et effektivt og moderne kontormiljø, med indgangsparti i stueetagen og arbejdspladser på første og anden sal.

Bygningen løftes en etage på søjler for at fremstå let og transparent, men samtidigt også for at opnå den maksimale eksponering mod Holbæk-motorvejen.

Adgangen til bygningen placeres mod motorvejen, og der etableres masser af p-pladser på grunden. Der er desuden også tænkt på placeringen i forhold til offentlig transport, og der er således kort af stand til den nærliggende Trekroner Station via en gangtunnel under motorvejen.

Domicilet forventes at stå færdigt i slutningen af året.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234