23948sdkhjf

Unik dansk naturperle og bymiljø får et løft

Der er en trecifret millioninvestering fra blandt andre Realdania på vej til nationalparken Tøndermarsken, der er optaget på Unescos verdensnaturarv-liste. En national opgave, lyder det fra A. P. Møller-fonden, som også bidrager
Tøndermarsken er et helt unikt område med et stort potentiale, ikke mindst i forhold til turismen.

Sammen med lokale kræfter vil Tønder Kommune, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Realdania derfor investere over 210 mio. kroner i et massivt løft af den sønderjyske naturperle. Investeringen skal sikre en bæredygtig udvikling af området.

”Vi skal gøre området endnu mere attraktivt, blandt andet ved at skabe mere liv og atmosfære i Højers historiske bymidte”, siger borgmester Henrik Frandsen fra Tønder Kommune i en pressemeddelelse.

Indsats på flere fronter

Initiativet fokuserer på flere fronter. Ud over byomdannelse i Højer handler det om udvikling af turisme og erhverv og etablering af stier og skilte, der skal give besøgende bedre adgang til Tøndermarsken. Da klimaændringerne har ført til forhøjet havvandstand, skal klimatilpasninger omkring Vidå også indgå i projektet.

En kæmpe håndsrækning

”Det er en håndsrækning noget ud over det sædvanlige, og det er en enestående chance, som vi vil gribe med både begejstring og taknemmelighed”, siger borgmesteren.

Pengene skal bruges i løbet af de næste fem år. Og det er i høj grad op til de lokale erhvervsdrivende, borgerne samt organisationer og myndigheder at være med til at definere og konkretisere de projekter, der skal have støtte fra parterne.

Tøndermarsken indgår i den danske del af Vadehavet. Området har siden 2010 været nationalpark og i 2014 blev det optaget på FN-organisationen Unescos prestigefyldte liste over verdens naturarv.

”Tøndermarskens lige findes ikke andre steder i verden. Her er et enestående fugleliv og et landskab af vandløb, sluser og diger skabt af mennesker gennem århundreder. Derfor ser vi det som en national opgave at være med til at beskytte marsken og sikre bedre adgang til området”, siger direktør Henrik Tvarnø fra A. P. Møller-fonden.

Rig bygningshistorie

Området rummer desuden en række huse, der er præget af både dansk, tysk og frisisk bygningshistorie.

”Stederne rummer en unik bygningskultur, der er skabt med lokale materialer og tilpasset marsklandskabet. Sammen med den enestående natur og de mange egnsspecifikke fødevarer udgør det et enormt potentiale”, siger filantropidirektør Anne Skovbro fra Realdania.

Det går pengene til
Det samlede budget er på 210,9 mio. kroner, heraf de 111,3 fra Tønder kommune. Realdania har bevilget 65 mio. kroner og A.P. Møller-fonden 25 mio. kroner. 9,6 mio. forventes fra andre fonde.
Pengene skal bruges i perioden 2016-2021 og skal blandt andet gå til:
Fysisk opgradering af Højer. Relevante servicefunktioner bliver placeret på Torvet og byen får et fysisk løft – det gælder ikke mindst nogle af byens bevaringsværdige og fredede bygninger.
Nye stier, ruter og skilte skal forbedre besøgendes adgang til Tøndermarsken.
Erhvervsudvikling: Fokus på at styrke turismeerhvervet blandt andet ved at udvikle netværk, strategier og fælles branding og markedsføring på tværs af brancher.
Klimatilpasning: Klimaændringer og forhøjet vandstand betyder, at det ikke længere er nok at bygge diger langs Vidå. Derfor ønsker kommunen en samlet plan for klimatilpasning langs åen. Indsatsen skal samtidig styrke de rekreative og naturmæssige kvaliteter.
Samarbejde med Højer Lokalråd, Rømø-Tønder Turistforening, Tønder Erhvervsråd og Dansk Kyst- og Naturturisme, Nationalpark Vadehavet og Schackenborg Fonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125