Grøn genvej gennem læringsmiljø
Almindelige københavnere kan opleve biotoper af vild dansk natur i anden sals højde, når en udvidelse af Københavns Universitet Panum står klar sidst på året
Det er landskabsarkitektfirmaet SLA, der står bag den svævende stibro og det grønne landskab midt på stenbroen, mens arkitekterne i C.F. Møller har tegnet kobbertårnet.
”Vores idé med projektet er at skabe et grønt urbant campus midt på Indre Nørrebro. Landskabet håndterer trafik, parkering, service og udendørs studiepladser i ét greb. Og skaber samtidig masser af byliv og grønne, rekreative oplevelser for både studerende, besøgende og alle Nørrebros beboere”, siger Ulla Hornsyld, der er senior project manager i SLA.
Gangbro på taget
Landskabets hovedgreb er en gangbro, som zig-zagger gennem området. Gangbroen fører de besøgende hen over biotoper af vild dansk natur, mens de passerer en række grønne taghaver på toppen af de lavere bygninger, der omkranser kobbertårnet.
De lave bygninger rummer forskellige udadvendte funktioner og bøjer vinden af, så man undgår vindtunneler omkring det 15 etager høje tårn. På tagene af de lave bygninger er der grønne planter og træer. Derudover er der en enkelt tagterrasse, hvor instituttets studerende kan slippe mikroskopet og se ud over landskabet.
”Vi bygger en stor tagterrasse i træ, hvor der kommer en masse siddepladser og flere integrerede træer. Træerne giver skygge og skaber et behageligt mikroklima. Det bliver et af de rigtig gode steder at tage hen for at nyde udsigten over Nørrebros tage”, siger Ulla Hornsyld.
Grønne byrum
De grønne tage er lige nu ved at blive etableret af Skælskør Anlægsgartnere. Inden da har der været et grundigt forarbejde, hvor SLA har arbejdet tæt sammen med anlægsmaterialeproducenten Byggros om at skabe det rigtige fundament til de grønne tage. Teknisk specialist i Byggros Torben Hoffmann fortæller:
”Taget er bygget op med dræn og vandreservoirplader, der kan optage 20 liter vand pr. kvadratmeter. Vandreservoiret gemmer vandet til tørre tider, så planterne kan få vand, når der er bagende hedt. I en almindelig have kan planterne suge vand fra råjorden 30 cm under overfladen. Sådan er det ikke på et grønt tag. Her skal jordlaget være så tyndt så muligt, så taget ikke bliver belastet”.
For at imødekomme de krav har Byggros udviklet et særligt jordsubstrat, der er tilpasset de planter, som skal gro i Panum-taghaverne. Jorden er meget let og bygget op af forskellige komponenter, alt efter hvilke plante, den skal være vært for. Den er sammensat, så den ikke bliver for næringsrig, da det kan resultere i for meget ukrudt.
Vandt branchepris
SLA og Byggros har tidligere arbejdet sammen om haveanlægget Novo Nordisk Naturpark ved medicinalkoncernens hovedkvarter i Bagsværd ved København, som sidste år vandt brancheforeningen Danske Landskabsarkitekters pris. Ved den lejlighed udviklede Byggros konceptet ”Urban Green”, som er en sammensætning af vilde danske biotoper, der øger biodiversiteten.
”Vi har et rigtig godt samarbejde med SLA. Det er en tegnestue, som tør gå nye veje og eksperimentere. De får tænkt de grønne tage ind i en større sammenhæng, så det ikke kun handler om at afhjælpe problemer med oversvømmelser i forbindelse med skybrud og monsterregn. De får skabt nogle mangfoldige grønne åndehuller i byen, som vi alle kan nyde godt af – regnvejr eller ej”, siger Torben Hoffmann.