23948sdkhjf

Britisk EU-nej kan ramme byggeriet

Vælger Storbritannien i denne måned at forlade EU, betyder det usikkerhed omkring eksporten til landet. Det kan ramme danske virksomheder
Når briterne den 23. juni skal afgøre, om landet fortsat skal være medlem af EU eller træde ud, kan resultatet få stor betydning for de bygge- og anlægsvirksomheder, der er aktive på det engelske marked.

Ifølge tal fra DI giver Danmarks eksport til Storbritannien anledning til 50.000 arbejdspladser herhjemme. Derudover har danske virksomheder mere end 700 datterselskaber med næsten 90.000 ansatte i Storbritannien. Det britiske medlemskab af EU har på den måde givet danske virksomheder store fordele på det britiske marked.

Mange forskellige virksomheder sælger varer til Storbritannien – det gælder også byggebranchen. Ifølge tal fra Danmarks Statistik eksporterede Danmark i 2015 for 4,3 mia. kroner bygge- og anlægstjenester til Storbritannien, hvilket svarer til en andel på 6,4 procent af den samlede eksport til landet.

Dermed rammer den usikkerhed, der lige nu er omkring Storbritanniens fortsatte EU-medlemskab, også byggeriet, forklarer Henriette Thuen, chef for Dansk Byggeris internationale afdeling.

”For det første har usikkerheden ramt pundet, der det seneste halve år er faldet. Det gør det dyrere at eksportere. Hvis Storbritannien fremover ikke kommer til at være en del af det indre marked, så kan det betyde ekstra bureaukrati, som vi oplever det i Norge”, siger hun.

Henriette Thuen vurderer, at ender Storbritannien med at forlade EU, så vil landet indgå en ny handelsaftale med EU. Men indtil en sådan aftale falder på plads, kan usikkerheden omkring udformningen betyde et dyk i byggeriets eksport til landet.

”Når der opstår usikkerhed om handelsbetingelser, bliver virksomhederne nervøse for, hvad der kommer til at ske med for eksempel told og andre elementer, der kan blive fordyrende. Dermed kan de komme til at udvise mere forsigtighed”, siger Henriette Thuen.

Hun understreger, at virksomheder, der allerede nu er aktive på det engelske marked, vil gå langt for at bevare eksisterende relationer.

Eksport stopper ikke

Storbritannien skiller sig ud ved siden finanskrisen at have haft en betydelig højere vækst end landene i eurozonen. Tal fra DI viser, at britisk økonomi over de seneste år er vokset hurtigere end Tysklands, og tages der højde for økonomiens størrelse, har Storbritannien over de seneste tre år faktisk været det største økonomiske lokomotiv i EU. På listen over Storbritanniens største samhandelspartnere ligger Tyskland i top efterfulgt af Kina og USA, men Danmark ligger på en 24. plads.

Selv om et britisk farvel til EU skaber usikkerhed for virksomhederne og på den måde kan påvirke eksporten, så betyder det ikke et stop for eksporten til Storbritannien, vurderer Ulla Lyk-Jensen, seniorchefkonsulent i DI.

”Vi holder ikke op med at eksportere til Storbritannien, hvis de melder sig ud af EU, og vilkårene for eksport derfor kommer op at vende og kan blive ændret. Ender det med et nej til at fortsætte i EU, så skal der først forhandles en udmeldelse på plads. Det kan tage flere år, og i den periode er briterne stadig en del af det indre marked”, siger hun.

Ulla Lyk-Jensen råder danske virksomhedsledere med interesser på det britiske marked til at overveje, hvad en eventuel udmeldelse kan betyde for deres virksomhed.

Læs også: " Vinduesproducent: Brexit kan få voldsomme økonomiske konsekvenser ".

Storbritanniens aftale med EU
For at imødekomme EU-skeptikere i Storbritanniens konservative parti, Conservatives, gav premierminister David Cameron, der selv er valgt for partiet, briterne et valgløfte i 2013. Han ville genforhandle Storbritanniens EU-medlemskab til en såkaldt ”fair deal for Britain” og afholde en folkeafstemning om, hvorvidt Storbritannien skulle fortsætte som EU-medlem på reformerede vilkår.
Aftalen om et reformeret EU indeholder følgende:
Storbritannien kan afskære nyankomne arbejdstagere fra andre EU-lande fra visse sociale ydelser i Storbritannien i fire år og indeksere børnepenge efter leveomkostningerne i det land, hvor ydelsen modtages
Euroen er ikke EU’s eneste valuta, og ikke-eurolande skal ikke stilles ringere i EU-samarbejdet end eurolande
Storbritannien skal undtages fra EU-traktatens ambition om at udvikle en stadig tættere union med fortsat politisk integration
Politiske erklæringer om at forbedre EU’s konkurrenceevne
Aftalen får kun virkning, hvis briterne stemmer ja til fortsat EU-medlemskab
Kilde: DI Indsigt
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125