Slusedæmning skal sikre Roskilde Fjord
Slusedæmning mellem Hundested og Rørvig skal sikre beboerne langs fjorden og skaber ny, fast forbindelse
Både staten, kommunerne, borgerne langs fjorden og forsikringsselskaberne søger efter løsninger, som kan dæmme op for oversvømmelserne.
En af løsninger er vel den mest gennemgribende overhovedet. Det er initiativgruppen Greater Copenhagen Green Connect (GC2), som foreslår at etablere et slusedæmning mellem Hundested og Rørvig ved indsejlingen til Roskilde Fjord og Isefjord. Prisen er anslået til en til to mia. kr.
Lang modningsfase
Spørger man initiativtagerne i GC2, så står de ikke klar med et færdigt projekt med detaljerede tekniske løsninger og eksakte priskalkulationer.
”Det er et komplekst projekt og det er vigtigt og nødvendigt at planlægge en velgennemtænkt stepvis proces, som skrider frem i et tempo, der gør det muligt at lytte til alle, som har en holdning til så stort et projekt”, siger en af initiativtagerne i GC2, civilingeniør Jens Rønnow Lønholdt.
Han tegner sammen med ledelsesrådgiver Peter Fredgaard og virksomhedskonsulent Niels Bang-Ebbestrup initiativgruppen, som i første omgang har til formål at sondere mulighederne for projektet.
”Vi har i denne første fase ikke så meget fokus på de tekniske aspekter, men mere på de politiske, miljømæssige, sociale, erhvervsmæssige og økonomiske muligheder. Derfor er vi meget interesserede i at lytte til alle, som måtte have en holdning til projektet, og derved skabe et netværk af holdninger og kompetencer omkring projektets modning”, understreger Jens Rønnow Lønholdt.
Klimasikring og vækst
En rød tråd i gruppens arbejde bygger på det faktum, at klimaændringer med monsterregn og voldsomme storme fremover vil udløse milliardbeløb til skadeserstatning. Derfor vil det – alt andet lige – være mere økonomisk, socialt, miljømæssigt og teknisk bæredygtigt at investere i klimasikring frem for at investere i at genopbygge og genoprette efter ødelæggelser.
Udgangspunktet er, at en samlet løsning for Roskilde Fjord vil være langt mere effektiv og langt billigere, end hvis de enkelte kommuner sammen med beboere og virksomhedsejere laver lokale løsninger. For slet ikke at tale om de problemer, der kan opstå, når disse opgaver skal koordineres. Vandproblemer har det jo med at flytte sig til ”naboen”.
GC2 ser også andre fordele og tænker stort i forhold til med en slusedæmning at skabe en betydeligt kortere fast forbindelse mellem Nordsjælland og Odsherred.
”Ud over at binde Nordsjælland og Odsherred sammen binder slusedæmningen de to udkantsområder bedre sammen med Københavnsområdet og skaber dermed grobund for vækst både inden for erhverv og turisme”, fastlår Jens Rønnow Lønholdt.
Læs også: " Delte meninger om dæmningsprojekt ".
Sådan kan det gøres:
Rent teknisk og placeringsmæssigt er der flere muligheder og prisniveauer for at sikre Roskilde Fjord mod oversvømmelser med en slusedæmning.
Mellem Hundested og Rørvig (1-2 mia. kr.)
På det sted, hvor Roskilde Fjord er smallest i toppen (0,5-1 mia.kr)
Ved det næste smalle sted i Roskilde Fjord (0,5-1 mia. kr.)
Sluse i forbindelse med Kronprins Frederiks Bro (25-50 mio. kr.)
Sluseværk i forbindelse med den nye bro ved Frederikssund (20-30 mio. kr.)
Rent teknisk og placeringsmæssigt er der flere muligheder og prisniveauer for at sikre Roskilde Fjord mod oversvømmelser med en slusedæmning.
Mellem Hundested og Rørvig (1-2 mia. kr.)
På det sted, hvor Roskilde Fjord er smallest i toppen (0,5-1 mia.kr)
Ved det næste smalle sted i Roskilde Fjord (0,5-1 mia. kr.)
Sluse i forbindelse med Kronprins Frederiks Bro (25-50 mio. kr.)
Sluseværk i forbindelse med den nye bro ved Frederikssund (20-30 mio. kr.)