Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg og i Søndersø, Nordborg, Lind, Holstebro og Tranebjerg på Samsø
FREDERIKSBERG
Omlægning af plads
Frederiksberg Kommunalbestyrelse har godkendt et forslag til omlægning af Falkoner Plads ved indgangen til Frederiksberg Gymnasium og anlægsbevilget en halv mio. kroner til projektet.
Omlægningen forventes at optimere forholdene for brugerne, de studerende og trafikanter og forbedre de rekreative muligheder i byrummet.
Passagen foran indgangen til gymnasiet fungerer som et mødested for grupper af studerende, og pladsens kanter benyttes som siddepladser. Kombineret med strømmen af gående og cyklister oplever mange i dag passagen og trafikken kaotisk.
En omlægning af Falkoner Plads i umiddelbar nærhed af indgangen til gymnasiet kan ske ved at sænke terrænet vest for passagen, så der dannes en mindre plads. Herved kan de studerende og andre brugere rykke fri af passagen, og mulighederne for ophold optimeres. En lang bænk giver forbedrede siddemuligheder og vil danne rammen for mødestedet. Det eksisterende træ flyttes og genetableres i samme niveau som pladsen.
REGION SYDDANMARK
SØNDERSØ
Etablering af cykelsti mellem Morud og Søndersø
Til brug for etablering af cykelsti mellem Morud og Søndersø skal der erhverves sammenlagt 29.000 kvm jord fra 39 private lodsejere, og dette søges aftalt frivilligt, men såfremt det ikke er muligt, vil der blive foretaget ekspropriation. Det besluttede Nordfyns Kommunalbestyrelse forleden.
Nordfyn Kommunalbestyrelse har i budget 2016 afsat 10.962.000 kroner til at etablere cykelsti mellem Morud og Søndersø. Det samlede anlæg vil koste 18.000.000 kroner, og Vejdirektoratet bidrager med 7.200.000 kroner.
NORDBORG
Nedrivning
Ejeren af ejendommen Firhøjvej 1, Nordborg har søgt Sønderborg Kommune om nedrivning af fem driftsbygninger fra henholdsvis 1700, 1863 og 1897.
Bygningerne er bevaringsværdige med bevaringsværdier på 3, 4 og 5 ifølge Save-skalaen, og de er således omfattet af Lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer.
Sønderborg Kommunes interne bygherrerådgiver har besigtiget ejendommen og vurderer, at husets fundament er utilstrækkeligt, og at der er store problemer med udvaskede fuger i murværket. Tilsammen har det medført store sætningsskader, og skaderne i murværket er så omfattende, at det vil kræve ny fundamentering samt ommuring af facaderne, hvis bygningerne skal bevares. Med det store skadesomfang vurderes det ikke økonomisk rentabelt at istandsætte dem.
Teknik- og miljøudvalget besluttede forleden at give tilladelse til nedrivningen.
REGION MIDTJYLLAND
LIND
Skovrejsning
En virksomhed har ønsket at indgå aftale med Herning Kommune om erstatningsskov. Virksomheden ønsker, at Herning Kommune stiller areal til rådighed for etablering af cirka to hektar bynær skov.
Virksomheden er i dialog med Naturstyrelsen om anvendelse af et fredskovpligtigt areal til indvinding af vand. I den anledning stilles der krav om etablering af bynær fredsskov.
Herning Byråd har sagt god for, at der rejses cirka fire en halv hektar bynær skov nord for Fejerskovparken.
HOLSTEBRO
Etablering af vejbump
Teknisk Udvalg i Holstebro Kommune besluttede forleden, at der etableres fire bump på Lægårdvej på vejstrækningen mellem V.F. Welschs Vej og Østervang, i overensstemmelse med beboerforeningens ønske på denne strækning.
Der er cirka 300.000 kroner tilbage til trafiksanering på Lægårdvej af de to mio. kroner, som var med i budgetlægningen for 2011.
TRANEBJERG
Renovering af fortove
Samsø Kommunalbestyrelse har sagt god for, at der bruges 600. 000 kroner til renovering af fortove i Tranebjerg.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at udbyde opgaven.
Arbejderne forventes at starte op i slutningen af august. 2016 af hensyn til turisme og forøget trafik i højsæsonen.
Det er Samsø Havne og Vejes vurdering, at en stor del af fortovene i Tranebjerg skal skiftes eller omlægges, men at Skolevænget og Hosebåndet har højeste prioritet.