23948sdkhjf

PORTRÆT: Kommunikation i højsædet i Dansk Beton

Thomas Uhd skal sætte dagsordenen i sin kommunikationsstrategi i Dansk Beton
Det er en erfaren kommunikationsmand, som Dansk Beton – det nye branchefællesskab med fem sektioner – og Dansk Byggeri har ansat. Thomas Uhd er et velkendt i byggekredse, hvor den kommunikationsuddannede strateg kommer fra et job som kommunikationschef i Bygherreforeningen

Der skal fokus på beton og materialets anvendelsesmuligheder. Betons mange positive egenskaber skal tydeliggøres for såvel politikere og beslutningstagere som arkitekter, ingeniører og bygherrer. Det er bevæggrunden for at danne det nye branchefællesskab Dansk Beton, og det er den opgave, som den nye branchedirektør er blevet bedt om at indfri.

”Beton er et fantastisk materiale, som kan anvendes til stort set alt. Det er holdbart og stærkt og har sandelig også en høj æstetisk kvalitet. Det har mange arkitekter og bygherrer heldigvis også øje for”, siger Thomas Uhd, der officielt tiltrådte den 2. maj efter Dansk Byggeris repræsentantskab godkendte det nye branchefællesskab.

Thomas Uhd kommer fra en stilling som kommunikationschef i Bygherreforeningen, og han har i flere år arbejdet sammen med bygge- og anlægsbranchen om væsentlige dagsordener, heriblandt klima- og energi, planloven og renovering. Han har altså et indgående kendskab til branchen, og her hører det med, at Thomas Uhd faktisk indledte sit arbejdsliv med en uddannelse til elektriker og altså har praktisk kendskab til en håndværkers hverdag.

Flot skudsmål

Og han får et flot skudsmål med af sin hidtidige direktør i Bygherreforeningen, Henrik L. Bang.

”Han er superarbejdsom, og han har på de kun ni måneder, han har været ansat her, formået at få mange ting i mål. Han er særdeles kreativ og god til at udfordre og se tingene på en ny måde. Sidst men ikke mindst vil jeg gerne sige, at han er en dygtig netværker, og han har stor indsigt i området”, siger direktør Henrik L. Bang til Licitationen - Byggeriets Dagblad. Han er nu gået i gang med at rekruttere en afløser på posten som kommunikationschef.

Thomas Uhd siger selv om sin nye stilling, der er et trin opad, da han bliver branchedirektør.

”Jeg har nu haft lejlighed til at møde de mange utroligt dygtige konsulenter i Dansk Byggeri og ikke mindst i sektionerne under Dansk Beton, som vil sørge for, at Dansk Beton står fagligt meget stærkt. Min opgave bliver så at omsætte det til bred interessevaretagelse, politiske budskaber og kommunikation”.

Kender branchen

Thomas Uhd har primært arbejdet med kommunikation de seneste ti år. Efter at have gjort karriere i møbelvarehuskæden Ikea, hvor han sluttede af med at være PR- og kommunikationsansvarlig. Han har også arbejdet som rådgiver i kommunikationsbureauet Advice, hvor han havde flere kunder inden for bygge- og anlægsbranchen. Derudover har han de seneste knap seks år stået i spidsen for et partnerdrevet samarbejde, hvor tolv af byggeriets centrale aktører har været medlem.

Dansk Betons nye direktør er cand. mag. i litteratur og filosofi fra Københavns Universitet og har efterfølgende læst på både Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Copenhagen Business School. Thomas Uhd er 44 år og bor i Allerød i Nordsjælland med sin familie, hustru og tre børn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127