23948sdkhjf

Lolland Falster får center for kunst og musik

Kumus bliver navnet på en nyrenoveret tidligere forpagterbolig på Fuglsang Herregård. Forvandlingen har kostet 27 mio. kroner og giver rum til ny kreativitet
Efter fem års hårdt slid og med 27 mio. kr. i fondsstøtte kan bygherren Renoveringsfonden på torsdag slå dørene op til Kumus under Fuglsang Kunstmuseum.

Det bliver en bygning, der fremover vil danne ramme om en mangfoldighed af kunstneriske aktiviteter på tværs af kunstarterne musik, teater og billedkunst.

Kumus blev oprindelig opført i 1863 som standsmæssig bolig for forpagteren på Fuglsang med beboelsesrum for landarbejdere og tyende og med en produktionsvirksomhed i form af et mejeri.

I dag er de ydre rammer stort set de samme, som da bygningen blev opført for 150 år siden, men efter den gennemførte renovering og ombygning fremstår bygningen nu med helt nye funktioner.

Kreative rum

Det tidligere mejeri er omdannet til en topmoderne koncertsal, der også vil kunne anvendes til mange andre kulturelle formål som teater, foredrag og konferencer.

I den modsatte ende af bygningen er forpagterens bolig nu indrettet til lokaler, hvor børn og unge under kyndig vejledning får formidlet kunsten og selv kan udfolde sig kreativt.

Storstrøms Kammerensemble, der hidtil har haft til huse i herregårdens hovedbygning, flytter til Kumus og får på den måde administrations- og øvelokaler i tilknytning til koncertsalen.

Fuglsang Kunstmuseum og Storstrøms Kammerensemble bliver de daglige og centrale aktører, men der er også plads til andre kulturelle aktiviteter. For eksempel er der planer om, at egnsteatret Masken og Guldborgsund Musikskole lejlighedsvis vil gæsteoptræde.

Mange fagfolk

Den indvendige renovering og ombygning er forestået af Renoveringsfonden med Kent Pedersen Arkitektfirma ApS fra Hellerup som totalrådgiver og M.N. Entreprise A/S fra Maribo som hovedentreprenør. Den udvendige renovering blev afsluttet i 2015 og gennemført med Friis Andersen A/S som arkitekt og Troels Jørgensen A/S som hovedentreprenør.

Projektet er blevet til med støtte fra Realdania, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Guldborgsund Kommune og Arbejdsgivere i Nykøbing Falsters Fond.

Ud over støtten fra disse fonde har den udvendige renovering af bygningen, der blev afsluttet i 2015, fået EU-støtte via LAG Guldborgsund.

Efter indvielsen vil bygningen i løbet af sommeren blive taget i brug, blandt andet i forbindelse med Storstrøms Kammerensembles sommerfestival i august.

Der er desuden åbent hus i weekenden 21.- 22. maj, hvor alle interesserede kan opleve det historiske hus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125