Cowi vil yderligere rodfæste brobyggeri
Med meget store internationale projekter som den 24 kilometer lange forbindelse over kinesiske Pearl River og verdens største flydebro i Bjørnafjord i Norge cementerer Cowi sin ekspertise med de helt store broprojekter
2
Billeder
Den kommende Cowi-drevne bro over Pearl River i Guandong-provinsen i Kina. (Illustration: Dissing+Weitling)
Nu sætter de kronen på værket, når de med et lignende projekt skal bygge bro i Kina.
Forbindelsen ramte plet på æstetik, funktion og pris, der ifølge Cowi var de vigtigste bedømmelseskriterier for forbindelsen, som skal koble byerne Shenzhen og Zhongshan, der ligger på hver sin side af Pearl River i Guandong-provinsen i det sydlige Kina.
Den 24 kilometer lange forbindelse vil – som Licitationen - Byggeriets Dagblad forleden fortalte – bestå af to kunstige øer, to broer og verdens bredeste sænketunnel med otte kørebaner i begge retninger og have en kapacitet på 90.000 biler om dagen.
”Mange måneders hårdt arbejde har båret frugt. Fra første blik kunne jeg mærke, at det her var et projekt langt ud over det sædvanlige,” fortæller Lars Hauge, regional vice president hos Cowi.
”En af de største fordele ved vores projekthold er, at vi har omfattende erfaring med både store hængebroer, sænketunneller og marinekonstruktioner. Derudover har vi haft et fantastisk samarbejde med arkitekterne, som vi har udviklet et solidt, professionelt forhold til igennem mange år.”
Et erfarent hold
Og broopgaven kom ikke ud af det blå. Det har været et stærkt kort hos virksomheden meget længe.
Adm. direktør Lars-Peter Søbye understreger over for Arkbyg, at det handler det om at være blandt de bedste i verden, til det du gør.
”Du kan i dag kun klare dig ved at være best in class. Vi ligger lige nu som nummer to i verden på henholdsvis brokompetencer og affaldshåndtering samt nummer fire på marinekonstruktioner. I forhold til tunneler, som er et af vores helt store vækstområder, skal vi også være vågne”, siger Lars-Peter Søbye.
Ikonisk vartegn
Den nye kinesiske forbindelse vil være et ikonisk vartegn for hele regionen.
”Designet er et sammenkog af de krav og begrænsninger, der følger med deltaet ved Pearl River, hvor det lave, rolige vand har inspireret os til at udvikle et elegant og harmonisk udtryk. Øen er designet til at påvirke vandets vej mindst muligt, og da øen er formet som en klassisk kinesisk drage, ligner den samlede forbindelse en drage med en hale, der elegant lander på vandet,” siger Poul Ove Jensen, arkitekt hos Dissing+Weitling.
”Det er et teknisk svært sted at bygge i, fordi området i efteråret er præget af tyfoner med voldsomme vindhastigheder på op til 300 kilometer i timen. Det skal der tages højde for i designet, der samtidig er udfordret af, at broens fundament hviler på et floddelta, med sand og løs jord,” siger Lars Hauge.