DEBAT: Skoleelever på byggepladsen virker
Selv om mange folkeskoleelever vælger at fortsætte i gymnasiet, er det lykkedes af få flere til at interessere sig for praktiske uddannelser. Det skyldes blandt andet større åbenhed hos virksomhederne
I dag kan vi konstatere, at politikerne er blevet klogere. På Christiansborg tales der om respekten for håndværkerne og ikke mindst behovet for, at de er der. For håndværksmestrene rundt omkring i landet løser mange vigtige opgaver, hvilket gør dem til en stor gevinst for både lokalsamfund og Danmark i det hele taget.
Ændring tager tid
Men der er langt fra tanke til handling. For selv om flere folkeskoleelever end tidligere overvejer håndværkerfagene, er der stadig for mange, der vælger gymnasiet. Det tager tid at ændre.
Mange steder ude i landet spirer dog et stort håb. Flere steder er det lykkes at sætte byggeriet på skoleskemaet i både dage og uger. Det er sket ved, at håndværksmestrene lukker eleverne ind i på byggepladsen, så de med egne øjne kan opleve, hvilke færdigheder et godt og solidt håndværksfag kræver, når der står en forventningsfuld kunde på den anden side.
Når skoleeleverne oplever det, gør det indtryk. Og det går op for dem, at det kræver meget mere, end at hænderne er godt skruet på, hvis man vil lave et godt stykke håndværk.
Derfor er det også nemt at inddrage rigtig mange af fagene på skoleskemaet, for eksempel matematik og dansk. Det motiverer nogle af de elever, som ellers normalt ikke kunne se sig selv som håndværkere. Det kan vi se i de kommuner, der gør en stor indsats for, at eleverne får mulighed for at møde virkeligheden på byggepladsen. Det gælder for eksempel Herlev Kommune, hvor et målrettet skole-virksomhedssamarbejde har resulteret i stigende interesse for erhvervsuddannelserne.
Øget interesse
Intet af dette var dog muligt, hvis ikke virksomhederne og skolelærerne tog sig tiden til det. For erfaringen er, at det især er opgaveløsning på byggepladsen, der øger interessen. Derfor kan politikere og resten af Danmark glæde sig over, at håndværksmestrene har lyst til at bruge flere timer på at invitere dem indenfor byggepladsens hegn og gøre dem klogere på branchens muligheder. Senest var det Bjarne Fynsk og hans virksomhed Fynsk & Søn fra Als, der inviterede en 8. klasse på besøg i forbindelse med matematikundervisningen, ligesom flere andre i branchen har gjort det.
Vi bliver nødt til åbne op og vise vores branche frem for elever, lærere og forældre, hvis vi skal knække kurven – en informationsfolder gør det ikke alene. Tak til alle jer rundt omkring i landet, der kæmper for at eleverne kan opleve teori og praksis i en verden udenfor klasseværelset - på trods af travle tidsplaner og pressede skoleskemaer. Med alle de engagerede parter, der udvikler lokale forløb og aktiviteter, er jeg sikker på, at vi kan nuancere de unges blik på branchen og udfordre deres uddannelsesvalg.