23948sdkhjf

DEBAT: Redaktørens byggebøvs

En stakkel må have skænket en kop virkelig bitter kaffe for redaktøren, for det var da et forfærdeligt bøvs, han sidste tirsdag fik trykt som leder
Angiveligt har ”en betonmand” fortalt, at han savner polakker på danske byggepladser. De stiller ikke krav og kan løse alt med et bøjet søm og en klat fugemasse. Jeg er ikke tvivl om, at der findes betonmænd med sådanne ønsker. Det har jeg været for mange år i byggeriet til at kunne afvise.

Men for det første er det en grov beskyldning mod mange dygtige polske håndværkere, som i disse år arbejder i branchen, at det skulle være deres bedste kvalitet. Jeg kender naturligvis ikke redaktørens omgangskreds, men det tegner ikke et godt billede af kvaliteten i det byggeri, som denne ”betonmand” står for, når det er mere af de bøjede søms metoder, han savner.

For det andet kan det ikke være avisen ubekendt – ikke mindst som byggeriets dagblad – at der spildes umanerligt store summer på at rette op på dårligt udført arbejde, som kunne være undgået, hvis man blot havde samarbejdet noget mere om kvaliteten i byggeriet.

Skal dette spild i alles interesse nedbringes og kvaliteten fremmes, går vejen imidlertid ikke over flere ”bøjede søm” og færre kvalitetsbevidste håndværkere. Vi kender givetvis alle eksempler på besværlige samarbejder i byggeprocessen, men vejen ud af den klemme er bedre planlægning, mere samarbejde og mindre ”javel chef”. Ikke det modsatte.

Til sammenligning kan man jo et øjeblik prøve at forestille sig, hvordan pressen ville se ud, hvis den kun bestod af journalister, som uden kritiske spørgsmål, men alene med kreativ brug af saks og klister omdannede pressemeddelelser til aviser. Næppe noget læseværdigt blad, vel hr. redaktør?
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125