23948sdkhjf

DEBAT: Tyverisikring er en investering

Effektiv sikring mod tyveri fra de byggepladser, hvor virksomheden arbejder, reducerer udgifterne. Det giver konkurrencefordele
Det er et udbredt estimat i byggebranchen, at tyveri fra byggepladser årligt koster omkring 600 mio. kroner. Beløbet er fordelt på direkte såvel som på afledte udgifter, for eksempel i form af spildtid og forsinkelser.

Ifølge Dansk Byggeri, svarer beløbet til 20 pct. af branchens samlede indtjening. Vel at mærke i en branche som er økonomisk presset af lave overskudsgrader.

På den baggrund undrer det os, at man ikke har fokus på forebyggelse af tyveri fra byggepladserne for at undgå de store tab, som tyverierne medfører. Gennem kvalitative interviews med interessenter fra entreprenør-, forsikrings- og sikringsbranchen har vi erfaret, at mange opfatter tyverisikring af byggepladser som en ekstraudgift, snarere end en investering. Som følge heraf er det meget forskelligt, hvor meget man gør ud af sikringen hos de forskellige entreprenører. Selv internt på entreprenørernes forskellige byggepladser er der store forskelle på sikringsniveauet.

Vi har i vores interviews hørt om mange udfordringer, men også om mange løsninger. Erfaringer viser, at meget kan vindes, hvis man i entreprenørvirksomhederne i højere grad koordinerer sin viden om tyverisikring og udbreder best practice. Til de udfordringer, hvor man endnu ikke har en fundet løsning, kan man indgå samarbejder med sikringsbranchen om at udvikle løsningerne.

Hvis man i stedet for at betragte tyverisikring af byggepladser som en ekstraudgift, begynder at betragte sikringen som en investering, er der mange penge at hente. En entreprenørvirksomhed med et særligt fokus på sikring, vi interviewede, har planer om i fremtiden at budgettere med 2 promille af ordreværdien til tyverisikring af byggepladser på projekter over 50 mio. kroner.

Den investering vurderer virksomheden er tilstrækkelig til at sikre en effektiv sikring. Til sammenligning har vi konstateret, at man generelt i byggebranchen på nuværende tidspunkt budgetterer med mellem 2 og 5 pct. af ordreværdien til tyveri og svind.

I kraft af at sikringen er en god forretning, kan det afspejle sig i entreprenørens projekttilbud til bygherrer og skabe en konkurrencefordel i forhold til entreprenører, som ikke har samme fokus på tyverisikring af byggepladser.

I takt med, at entreprenørvirksomheder sørger for at opbygge statistik for effekten af deres sikring, kan de brande sig på dette parameter over for bygherrer. Bedre sikring betyder færre forsinkelser og dermed en højere sikkerhed for, at projektet kan afleveres til bygherre til tiden.

Tyverisikring af byggepladser kan belejligt nok til dels finansieres ved at tage fra budgettet til tyveri og svind.

Så er tyverisikring af byggepladser en ekstraudgift? Nej, vi mener snarere, at det er en investering, som kan bidrage til at hæve entreprenørens overskudsgrad.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141