Ny analyse: Samarbejde driver produktivitet
Bedre kommunikation og det gode samarbejde er de primære faktorer til at give øget produktivitet i bygningsrenovering. Tekniske og faglige løsninger ligger længere nede på listen
Det fremgik af en stor konference på Christiansborg forleden.
Gennem flere år har renovering fyldt mere i byggeriets aktivitet end nybyggeri. Der bruges mere end 100 mia. kr. årligt på renovering, og mere end 100.000 personer er beskæftiget inden for området. Sådan vil det sandsynligvis blive ved med at være, da store dele af de ældre bygninger skal renoveres i de kommende år.
Den nye rapport peger på fem primære drivkræfter for øget produktivitet: Samarbejde, forarbejde, inddragelse af brugere, realistisk budget og tidsplan samt udbudsform.
”Analysen viser, at det ikke er byggefaglige eller tekniske løsninger, som primært giver øget produktivitet i renovering, men derimod mere bløde parametre. Det bør branchen skrive sig bag øret, så der kommer mere fokus på samarbejde, kommunikation og inddragelse. Potentialet for mere produktivitet i renovering er stort”, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen.
En svær disciplin
Hans Blinkilde, sektionsdirektør hos entreprenørvirksomheden NCC var med til konferencen tirsdag. Han er frustreret over den mangelfulde kommunikation i byggebranchen og de mange tvister.
”Det er ikke min oplevelse at byggeriets centrale parter som for eksempel ingeniører og entreprenører inddrages i de vigtige tidlige faser. Jo måske i 20 procent af tilfældene, hos de fremsynede bygherrer. I 80 procent af tilfældene hænger man fast i den gamle værdikæde og de gamle samarbejdsformer med udbud i fagentreprise eller storentreprise, de fleste efter laveste pris. Og så er der grobund for konflikter. Og det bør ikke være vores opgave at skaffe mere beskæftigelse til jurister, der skal klare de fremtidige tvister”, siger Hans Blinkilde til Arkbyg.
Kæden splittet op
Frustrationen hos NCC-direktøren går på, at man kan have de bedste intentioner ved en konference på Christiansborg, men at virkeligheden derude ofte er en anden.
”Den måde, vi er organiseret i byggeriet, og den måde, udbud foregår på, er ekstremt opsplittet i værdikæden. Der er et hav at aftaleforhold, der danner grobund for en trekant af diskussioner mellem bygherren, rådgiveren og entreprenøren”, siger Hans Blinkilde.
Ikke som nybyggeri
Renovering er på mange måder en svær disciplin, fordi der er en stor grad af uforudsigelighed og lav gentagelseseffekt.
Derfor kan man ikke automatisk overføre erfaringerne fra produktivt nybyggeri til renovering. Men selvom renoveringsprojekter er forskellige, er der muligheder for at gøre det mere effektivt.
”Den gode nyhed er, at det er muligt at styrke produktiviteten. Nu har vi indsigt i, hvad der skal til, og den viden skal ud at arbejde. Det gælder både på uddannelserne, i planlægningen af byggeriet og på byggepladserne. Vi skal være mere ambitiøse i byggebranchen”, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.