23948sdkhjf

Niras sætter ny rekord

Særligt aktiviteterne i Norge og Sverige er udslagsgivende i den danske rådgivers rekordregnskab
Niras fortsætter i det vækstspor, som den danske rådgivervirksomhed har været igennem de seneste år og præsterer i 2015 sit hidtil bedste resultat med rekord på både top- og bundlinje.

Omsætningen er steget fra 1,255 mia. kroner til 1,317 mia. kroner, hvoraf egenproduktionen runder den ene milliard kroner. Samtidig øger Niras driftsresultat fra 44,5 til 51,2 mio. kroner, mens resultatet efter skat stiger med 3,2 mio. kroner til 36,2 mio. kroner.

Med regnskabet følger Niras i kølvandet på en række af de største danske rådgivervirksomheder, der har fremlagt gode regnskaber de seneste uger. Rambøll runder de 10 mia. kroner i omsætning , men er presset på indtjeningen som følge af faldet i oliepriserne, og Moe øger på både top- og bundlinje i sit 2015-regnskab.

Niras’ adm. direktør, Carsten Toft Boesen, lægger vægt på, at det er et øget fokus på projekter og en forstærket risikostyring, som nu slår positivt igennem.

Rådgivervirksomheden har således ikke oplevet store tabsgivende projekter i 2015 og sammen med enheden for udviklingsprojekter topper Niras’ svenske selskab med den stærkeste indtjening i Niras-koncernen. Det sker efter en turnaround-proces som blev iværksæt for tre år siden.

”Det er første år, hvor vi får fuld effekt af den turn- around, vi har været igennem på det svenske marked. For blot tre år siden havde vi underskud, nu leverer de svenske enheder de største overskud per medarbejder. Vi har hele vejen holdt fast i vores skandinaviske strategi, og nu er vi klar til et gearskifte opad”, siger Carsten Toft Boesen.

Nordiske opkøb

Niras-topchefen konkretiserede i januar i et interview med Licitationen - Byggeriets Dagblad, at strategien i Skandinavien blandt andet handler om yderligere opkøb i Sverige og Norge , hvor førstnævnte står for langt den bedste indtjening.

”Ud af de otte virksomheder, vi har kig på, er der vel en tre stykker i Norge, det samme i Sverige og et par stykker i Danmark. Så vi går ikke uden for den geografi. Det er i hvert fald ikke planen. Men vi er jo lidt opportunistiske. Så kan vi se en fornuft i det, gør vi det måske alligevel, men strategisk er det vores geografiske fokus”, sagde Carsten Toft Boesen til Licitationen - Byggeriets Dagblad i januar.

Og det foregående år har da også allerede bidraget succesrigt til vækststrategien med opkøb i alle tre skandinaviske lande.

Med opkøbet af virksomheden Ensi i Oslo styrkede Niras sin position i Norge, og i september blev den svenske bygherrerådgiver FM Konsulterna med hovedsæde i Gøteborg en del af Niras.

Kort før jul blev Indevelop, der er en af Sveriges største aktører inden for udviklingsprojekter, ligeledes opkøbt. Endelig blev det aarhusianske ingeniørfirma Aaen en del af Niras kort før jul, og dermed nåede Niras op på 1.488 medarbejdere ved udgangen af 2015.

”Vi skal fortsætte med at vokse. Allerede nu har vi et stærkt samarbejde mellem vores specialister på tværs af Skandinavien. Vores kunder får adgang til nogle af Nordens bedste fageksperter, uanset hvor de selv er lokaliseret. Det er til gavn for kunderne, det sikrer en god medarbejderudvikling, og det giver os en sund forretning”, siger Carsten Toft Boesen.

Hovedsæde er udvidet

At Niras har vind i sejlene understreges desuden af, at rådgivervirksomheden nu er vokset ud af sine eksisterende rammer på kontorerne i Aarhus, Aalborg og Odense og flytter til nye lokaler i løbet af året,

Desuden er Niras’s hovedsæde i Allerød nord for København udvidet med 20 procent.

Niras Gruppen
Millioner kroner
2014 2015
Omsætning 1.255 1.317
Driftsresultat (Ebita) 44,5 51,2
Årets resultat 33,2 36,2
Antal ansatte 1.370 1.404

Regnskabet er afsluttet den 31. december 2015
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25