23948sdkhjf

Boligselskab omdanner gammel materielgård til nyt boligområde

Byrådet i Varde har besluttet at sælge den tidligere materielgård i byen til Boligselskabet Domea Varde, som opfører 107 familievenlige lejelejligheder på grunden
Ud af de tre indkomne tilbud i Varde Kommunes offentlige udbud uden forudgående prækvalifikation om salg af den 16.889 kvm store gamle materielgård på Lerpøtvej 8 i Varde har byrådet besluttet at sælge til Boligselskabet Domea Varde, der opfører 107 almene boliger med to til fire værelser.

Salget af materielgården sker efter et udbud, hvor det ikke har været prisen, men de konkrete planer for grunden, der er vægtet højest. I bedømmelsen af tilbuddene er der lagt vægt på, at Boligselskabet Domea Vardes projekt har en god disponering af området med et byggeri, der understøtter vejforløbet på Lerpøtvej, samt en god overgang til det nærliggende boligområde.

Der er også blevet lagt vægt på, at der er en god variation i boligstørrelserne med mange familievenlige tre- og fireværelses lejligheder. Den gennemsnitlige boligstørrelse er 90 kvm, og grundens udnyttelsesgrad er 57 procent.

Bebyggelsen bliver placeret med grønne kiler mellem bygningerne og stier.

Selve bygningerne bliver hovedsageligt terrassehuse i gule teglsten, hvor bygningerne opbrydes med varierede fremspring. Bygningerne bliver i tre etager med elevator. Der vil også være et mindre antal dobbelthuse og rækkehuse.

Glad borgmester

På borgmesterkontoret er der glæde at spore over, at det er lykkedes at finde en køber.

”Med salget af materielgården får vi skabt mange, nye attraktive familieboliger i Varde og endnu bedre vilkår for bosætningen. Ud over et nyt, moderne boligområde får vi et meget pænt millionbeløb i kassen, som giver os nye muligheder for at investere i udviklingen af vores kommune. Derfor er jeg rigtig godt tilfreds med salget, som på alle måder kommer Varde Kommune til gavn”, siger borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V), i en pressemeddelelse.

Prisen for grunden løber op i 29,1 mio. kroner. Det er en forudsætning for salget, at Varde Kommune i lighed med andre almene boligprojekter skal betale 10 procent af byggeriets anlægssum i grundkapitallån, lyder det.

Udbud følger senere

Hos Boligselskabet Domea Varde, der i forvejen råder over godt 690 almene boliger i Varde Kommune, er der flere grunde til, at man har valgt at købe grunden.

”Vi har købt den for at udvikle vores by med klimavenlige boliger, og så tror vi også på, at vi har brug for det for at få lidt mere vækst. Det vil også gøre vores forening mere stabil og større, og jo flere vi er, des billigere bliver omkostninger og driftsudgifter”, fortæller Ester Blaabjerg, bestyrelsesformand i Boligselskabet Domea Varde, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Boligselskabet overtager grunden 1. maj, og efter underskrifterne er sat på købsaftalen, er det første, der skal laves, en lokalplan for området, fortæller Hanne Flø Stig, intern bygherrerådgiver hos Domea.dk, der udgør bygherrerådgiver for boligselskabet.

”Det er noget, der kan tage alt mellem seks og ni måneder og nogle gange ovenikøbet længere tid afhængigt af de høringssvar, der kommer ind”, siger hun.

”Når den fase er afsluttet, skal vi have lavet projekt og byde det ud”, fortsætter hun og understeger, at det endnu ikke ligger fast, hvilken entrepriseform, man vil udbyde arbejderne i. For nuværende er det heller ikke til at sige, hvornår udbud kommer på tale. Først skal der være en dialog med kommunen, oplyser Hanne Flø Stig.

Læs også: " Varde Kommune omdanner materielgård til nyt boligområde ".

De tre tilbud
Schantz Varde ApS, Arbejdernes Andels-Boligforening og Varde Boligadministration har indsendt et projekt med i alt 52 boliger fordelt med otte ejerboliger og 44 lejeboliger
Lejerbo, Kolding har indsendt et projekt med 75 almene lejeboliger
Boligselskabet Domea Varde har indsendt et projekt med 107 almene lejeboliger
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.101