Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Sorø, Kalundborg og Slagelse
SORØ
Trafiksikkerhed
Sorø Byråd har frigivet den årlige bevilling til trafiksikkerhedsmæssige tiltag.
I budgettet for 2016 er der afsat 410.200 kroner til udførelse af diverse trafiksikkerhedsmæssige tiltag.
Derudover er der på driftsbudgettet for vejvedligeholdelse afsat 210.900 kroner. Disse midler anvendes til årlige kampagner, rådgivning og øvrig drift i forbindelse med trafiksikkerhedsplanen.
KALUNDBORG
Bynær havnepark
Kalundborg Kommunalbestyrelse besluttede i forbindelse med vedtagelsen af budgetaftalen 2015-2018 at afsætte et beløb på 750.000 kroner i 2016 til etablering af en bynær havnepark. Kommunalbestyrelsen anlægsbevilgede forleden beløbet til brug for understøttelse af de borgerdrevne og kommunale midlertidige aktiviteter/anlæg samt til etablering af infrastruktur på havnearealet.
Der er også i 2017 og 2018 afsat penge til havneparken.
På samme møde tog kommunalbestyrelsen resultatet af projektets første fase til efterretning, ligesom planlægningsretningen for den kommende udvikling af parken blev godkendt.
Koblingen mellem vand og land, Bevægelse og kulturaktiviteter og Koblingen mellem by og havn bliver overskrifterne på den kommende udvikling af projektet.
SLAGELSE
Etablering af udearealer
Som et led i Slagelse Kommunes ejendomsstrategi er det tidligere blevet besluttet at flytte Klostermarken og Havrebjerg skoler til Nørrevangsskolen. Slagelse Byråd har tidligere godkendt en forhøjelse af anlægsbevillingen til Nørrevangsskolens etape 2, således at den samlede anlægsbevilling for projektet er på 23,8 mio. kroner, men heri var ikke indregnet udgifter til etablering af udearealer til skolerne.
Uddannelsesudvalget besluttede i december 2015 at udmønte 0,9 mio. kroner af skoleområdets anlægspulje til etablering af udearealer på Nørrevangsskolen.
Slagelse Byråd godkendte forleden en anlægsbevilling på de 0,9 mio. kroner.