DAGENS LEDER: Godt håndværk bør være en selvfølge
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Men sådan er det ikke mere i den danske byggesektor. Byggeriets organisationer advarer ligefrem kunderne mod fuphåndværkere, ligesom kunderne opfordres til udelukkende at anvende virksomheder, som er medlem af bestemte garantiordninger – for eksempel Byg Garanti. En udmærket ordning i øvrigt, men ordningen som i parentes bemærket jo netop kun træder i kraft til kundens fordel, når kunden ikke har fået leveret den ydelse, som er aftalt med entreprenør- eller håndværksfirmaet.
Andre firmaer læner sig voldsomt op ad forskellige mere eller mindre seriøse smiley-ordninger, hvor tilfredse kunder – eller utilfredse for den sags skyld – giver virksomhederne karakterer.
Det er selvfølgelig at sætte tingene på spidsen, men ret beset er det da en ærgerlig udvikling, at uhæderlige håndværksfirmaer har formået at skabe så meget mistillid til en branche, at den er nødt til at fokusere mere på at markedsføre garanti- og smileyordninger end på at udføre kvalitetsarbejde.