23948sdkhjf

Tilmeldingerne til Dansk Brodag er i gang

Dansk Brodag løber af stabelen for 17. gang med en stribe spændende oplæg
Tirsdag i næste uge slår HCA Hotel i Odense dørene op for den 17. udgave af Dansk Brodag, og tilmeldingerne er godt i gang. Den årligt tilbagevendende begivenhed ventes igen at tiltrække mere end 400 broteknikere fra brorådgivere, broforvaltere, undervisningsinstitutioner samt broentreprenører og -leverandører fra hele landet. En af deltagerne ved brodagen er entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S, hvor Karsten Petersen, der også sidder med i arrangementsgruppen, er projektleder.

”Målt på antallet af deltagere, som senest var mere end 400, der alle har en tilknytning til den danske broverden, og målt på de evalueringer, som deltagerne afleverer efter konferencedagen, har brodagene siden starten i 2000 været en succes. Jeg har været med i arrangementsgruppen siden begyndelsen, selvom tilbagemeldingerne altid er, at pauserne er for korte, for det at mødes med kollegaerne betyder rigtig meget. Det er blandt andet noget af det, jeg glæder mig til”, siger Karsten Petersen.

Oplæg om jernbanebro

Som de tidligere år er der tale om et endagsmøde med flere korte indlæg om formiddagen – alle relateret til et tema. Formiddagens tema på brodagen er ”Det skal gøre ondt”, mens eftermiddagen traditionen tro byder på en pose ”blandede bolsjer”. Her byder entreprenørvirksomheden CG Jensen A/S blandt andet på et oplæg om jernbanebroen TP 30 over motorvejskrydset ved Vallensbæk.

”Det er første gang i Danmark, at man laver så stor en kompositbro. Normalt ville man spærre motorvejen fire gange for at løfte ståldragerne op, men vi har kunnet nøjes med at gøre det to gange. Det har været et spændende arbejde, og erfaringerne derfra glæder jeg mig meget til at dele med de øvrige deltagere på brodagen”, siger Karsten Petersen.

Dansk bro- og tunnelpris

De danske repræsentanter i Nordisk Vejteknisk Forbund (NVF) Udvalg 32, ”Broer og Tunneler”, uddeler hvert år en dansk bro- og tunnelpris. Hovedformålet med uddelingen er aktivt at medvirke til at stimulere og udvikle det faglige miljø inden for bro- og tunnelbyggeriet i Danmark. Prisen uddeles som et rejsestipendiat til en værdi af 20.000 kroner, og prismodtageren bør efter rejsen udarbejde og fremsende en rejserapport til NVF Udvalg 32.

”Derudover er det formålet, at prisen skal medvirke til at unge mennesker får et større kendskab til og interesse for bro- og tunnelbyggeriets fagområde. Endelig er det målet, at modtagere af Dansk Bro- og Tunnelpris kan kandidere til den nordiske bro- og tunnelpris, når denne uddeles af det nordiske udvalg 32,” siger Vibeke Wegan fra Vejdirektoratet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127