23948sdkhjf

Grossist udvider med nyt kloakkoncept

Brødrene Kier A/S er efter opkøbet af grossist nu klar med forretningsområde inden for vand og afløb
Grossistvirksomheden Brødrene Kier A/S udvider nu sin forretning med et nyt forretningsområde inden for vand og afløb (VA).

Virksomheden med hovedsæde i Hasselager ved Aarhus opererer inden for stål, vvs og værktøj, men opkøbte i november sidste år grossisten Jacobsen & Keldt A/S fra Ringsted, hvis vigtigste område var VA-produkter.

Dermed tager Brødrene Kier A/S, der daterer sig helt tilbage til 1911, nu rør og fittings til vand- og afløbsinstallationer ved vandforsyning og spildevand ind i sortimentet.

I spidsen for den nye VA-organisation står Jacobsen & Keldts tidligere direktør, Thomas Jacobsen, som nu er salgsdirektør i Brødrene Kier.

”Nu skal vi ud og fortælle vores eksisterende kunder og nye potentielle kunder, at de kan købe alt inden for VA hos os. Faktisk har flere af de nuværende kunder efterspurgt VA-produkterne, så nu kan de samle deres indkøb hos os”, siger Thomas Jacobsen i en pressemeddelelse.

Ny organisation

Den nye organisation er i øjeblikket ved at blive opbygget og får afdelinger i dels hovedkontoret og centrallageret i Hasselager samt i Aarhus, Skanderborg, Horsens, Odense og Ringsted.

Brødrene Kier og Jacobsen & Keldt blev lagt sammen i forbindelsen med opkøbet af Ringsted-virksomheden i november med førstnævnte selskab som det fortsættende.

Jacobsen & Keldt havde forhandlingen af VA- og vvs-produkter samt værktøj til blikkenslagere, vvs-installatører, kloakmestre og entreprenører, og sammenlægningen skulle give de to selskabers kunder i Jylland, på Fyn og på Sjælland en bedre service inden for forretningsområderne stål, VVS, entreprenør-artikler og værktøj.

Skuffende regnskab

Brødrene Kier kom ud af sit seneste regnskabsår i 2014 med et ifølge selskabet selv utilfredsstillende resultat på -270.703 kroner før skat efter året før at have leveret et overskud på 1,7 mio. kroner før skat.

Samtidig landede driftsresultatet også med et minus på godt 952.000 kroner mod et plus på 1,1 mio. kroner i 2013.

Brødrene Kier anfører selv i 2014-regnskabet, at årsagen til den manglende indtjening var en behersket aktivitet i både industrien og i byggebranchen, hvilket medførte en skærpet konkurrence, der igen gav et større pres på indtjeningsmarginerne.

Omvendt leverede Jacobsen & Keldt A/S i sit sidste selvstændige regnskabsår, der sluttede den 30. september 2015, et overskud før skat på godt 659.000 kroner mod 1,1 mio. kroner året før.

Det har ikke været muligt at få uddybende kommentarer fra Thomas Jacobsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.188